Gymnasieelever: Computere forstyrrer i timerne

Bærbare computere i timerne er forstyrrende for undervisningen, siger elever på Ørestad Gymnasium.  Gymnasiet er det første i Danmark, der har indført computere i hver eneste time. Andre skal følge efter. Det skriver metroXpress.

Det var et af landets første gymnasier, som annoncerede, at alle dets elever skulle have en bærbar computer til brug i undervisningen. Men de mange opslåede computerskærme er for mange et forstyrrende element, der bliver brugt til alt andet end undervisning. Det viser en rundspørge, som elever fra Ørestad Gymnasium selv har foretaget blandt de medstuderende.
51,8 procent af de adspurgte siger således, at brugen af computere i timerne er enten lidt eller meget forstyrrende for undervisningen, mens 47 procent mener, at det sjældent eller slet ikke er forstyrrende overhovedet.
Rundspørgen viser, at det er Facebook, der er den største tidsrøver, når computerne er fremme i klasselokalerne. 61,8 procent af eleverne peger således på det sociale netværk som det mest distraherende element ved computerne overhovedet. Computerspil og online-shopping er på henholdsvis anden- og tredjepladsen.
Tallene overrasker Steen Lassen, studielektor ved
Undervisningsministeriets gymnasieafdeling.
»Vi ved jo allerede, at mange lærere synes, computerne kan være forstyrrende, men jeg synes faktisk, det er et overraskende sundhedstegn, at så mange elever også kan se det, fordi det vil gøre det lettere at finde en fælles løsning på problemet,« siger Steen Lassen til metroXpress, der påpeger, at problemerne med de forstyrrende computere er blevet større i takt med, at stadig flere gymnasieelever får bærbare.
»Problemet er blevet større, men det er også mit indtryk, at det er noget, man tager meget alvorligt på gymnasierne,« siger Steen Lassen.
Hos Gymnasieskolernes Rektorforening kalder næstformand Birgitte Vedersø elevernes holdninger for 'tankevækkende'.
»At eleverne nu også kan se, at computeren og specielt Facebook kan være meget forstyrrende er positivt, for det vil gøre det lettere at finde fælles fodslag om, hvad computeren skal bruges til i klassen. Alt for ofte har eleverne nemlig gang i for mange ting på én gang,« siger Birgitte Vedersø.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik