Arkivfoto Foto: Lorry

Gulddrengene hyldet på Rådhuspladsen

De danske håndboldherrer blev mandag eftermiddag hyldet med flag og sang på Rådhuspladsen i København.

"Og det var Danmark, og det var Danmark, oh læ oh læ oh læ".
      Brølet kommer fra de mange tusinde danskere, der mandag eftermiddag har trodset frostgraderne og er mødt op på Rådhuspladsen i København for at hylde de danske håndboldherrers guldtriumf.
      Og ikke kun frosten har gjort næser og kinder røde. Mange af de fremmødte har nemlig malet dannebrogsflag og skrevet lykønskninger i ansigtet for at vise deres glæde over EM-heltenes resultat.
      Mikkel Hansen, Niklas Landin, Bo Spellerberg og co. blev først modtaget på rådhusets trappe af overborgmester Frank Jensen (S), kulturminister Uffe Elbæk (R) og ikke mindst kronprins Frederik.
      Og inden de gik indenfor for at deltage i en kort formel reception, tog gulddrengene sig lige tid til at modtage folkets hyldest i form af et hujende, klappende og syngende menneskehav og massevis af vejende rød/hvide flag.
      Og modtagelsen gik lige i hjertet på de glade håndbolddrenge.
      - Det er helt fantastisk. Måden, det er sket på den her gang, har været anderledes. Nu står vi her pludselig, og folk er glade og stolte. Jeg vil nyde øjeblikket, og så må vi se på fremtiden bagefter. Det er fantastisk. Det bliver man aldrig træt af, siger Lars Christiansen.
      Også fløjspiller Anders Eggert blev blød om hjertet ved synet af de mange fremmødte.
      - Det er helt vildt. Det havde vi ikke ventet. De sagde godt, at der var mange mennesker, men vi havde kørt forventningerne lidt ned. Men det var der jo ingen grund til, siger Anders Eggert.
      Danmarks helt store stjerne, målmanden Niklas Landin, var kun ganske ung, da fodboldlandsholdet i 1992 modtog en lignende hyldest. Nu kan han opleve det på egen krop.
      - Fantastisk. Det er helt ubeskriveligt, at en sportsbegivenhed kan samle befolkningen så meget her i Danmark. Der kom gåsehud. Det må jeg indrømme. Jeg glæder mig til at komme ud på balkonen. Jeg har jo ikke oplevet brølet, siger Niklas Landin.