Guide: Fem steder du kan fejre Sankthans - både med og uden flammer

Sankthansaften bliver uden flammer for de fleste. Til gengæld kan du opleve både lasershow, midsommerfest og koncerter. Og tilmed et par ægte Sankthans-bål.

Sankthansaften betyder som oftest bål og midsommervise.

Men afbrændingsforbuddet, der hersker i næsten alle kommuner i TV 2 Lorrys dækningsområde, tvinger de fleste til at tage alternative metoder i brug for at fejre, at året nu har nået sin korteste nat.

Her har vi samlet fem forslag til, hvordan du kan bruge din Sankthansaften - både med og uden bål.

Livekoncerter og talks på Ofelia Plads - København

På Ofelia Plads i København kan du fejre midsommeren allerede fra klokken 13 til saftige DJ-beats fra Lucia Odoom. Er det ikke lige dig, kan du i stedet høre et musikalsk foredrag med om Tove Ditlevsen.

Hele eventet foregår på tre scener og på trappen ned til vandet kaldet Kyssetrappen. Her byder dagen på både koncerter, kunstertalks og hygge.

Blandt andet spiller trioen 'Vi Sidder Bare Her' med Jørgen Leth, Michael Simpson og Frithjof Toksvig og 'Loveshop'. Du kan læse meget mere om det gratis arrangement ved at klikke her. 

Hvor: Ofelia Plads, Kvæsthusbroen, 2150 København
Hvornår: 13.00-22.15

Fårefodring, bueskydning og stråhekse på middelalderlig vis i Brøndby

Hør lutten spille op til midsommerdans i Middelalderlandsbyen i Brøndby, når Sankthansaften skal fejres.

Foruden middelaldermusik vil der være arbejdende værksteder og underholdning for både voksne og børn.
Alt sammen på bedste middelaldervis.

Bålet bliver ikke tændt, men de garanterer, at det bliver hyggeligt i Brøndby alligevel.

Hvor: Nybovej 11, 2605 Brøndby
Hvornår: 17.00-23.00

Historisk midsommer på Mosede Fort

Mød soldaten, der trak i trøjen under 1. Verdenskrig eller en af de såkaldte 'gullashbaroner', der tjente styrtende med penge på at sælge gullash til europas soldater.

Du kan også smage på historien i fortgården, hvor der bliver serveret både gullash og helstegt pattegris eller iklæde dig garderoben fra dengang og vinde sjove præmier. Alt sammen på Mosede Fort, der ligger langs kysten i Greve.

Museet holder aftenåbnet og byder på rundvisning på hele fortets område. Bliver du vild med konceptet og vil komme igen en anden dag - så koster et årskort billettens pris alene, men kun på denne aften. Læs mere her.

Hvor: Mosede Strandvej 87A, 2670 Greve
Hvornår: 11.00-21.00

Lasershow og minibål på Bakken

Afbrændingsforbuddet i Lyngby-Taarbæk Kommune har også ramt den traditionsrige bålfejring på Bakken i Klampenborg.

Men - h​elt exceptionelt - har Beredskab Øst givet tilladelse til et minibål midt i Dyrehaven på trods af forbuddet mod åben ild. Det betyder, at bålet kun bliver knap en meter i diameter.

Til gengæld fyrer Bakken op for et storslået laser- og røgshow over Kildesøen efter midsommervisen er sunget. Tidligere på aftenen er der desuden børne-sankthans, hvor Pjerrot står for båltalen.

Du kan se det fulde program her.

Hvor: Dyrehavevej 62, 2930 Klampenborg
Hvornår: 18.30-00.00

Kæmpe Sankthans-bål på Gilleleje strand

Hvis du er til det store Sankthans-bål og mest af alt er skuffet over, at det mange steder ikke bliver til noget i år, så tag til Gilleleje.

På stranden i Gilleleje bliver heksen nemlig skudt mod Bloksbjerg på helt vanlig vis: med et kæmpe bål. Bokseklubben har fået tilladelse fra Frederiksborg Brand og Redning til at tænde bål på en tømmerflåde 200 meter fra kysten. Bålet er fire meter bredt og fire meter højt.

Ifølge arrangørerne kommer der normalt mellem 2-3.000 mennesker - og måske endnu flere i år, hvor bålet er en sjældenhed.

Hvor: Veststranden i Gilleleje
Hvornår: 17.00-

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik