Gruppeformand: Mød ikke op til Alternativets valgfest

René Gade opfordrer sine kolleger til ikke at møde op til Alternativets valgfest i København tirsdag aften.

- Jeg kan kun anbefale mine kolleger IKKE at møde op.

Sådan skriver Alternativets gruppeformand, René Gade, på Twitter om den valgfest, partiet holder tirsdag aften i København i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget.

- Den besked giver jeg både som gruppeformand og sekretariatschef, fortsætter han.

Det er ellers planlagt, at Alternativets politiske leder og stifter, Uffe Elbæk, skal holde en tale til valgfesten. Det er fortsat planen ifølge pressetjenesten.

Protesterer mod fest på homo-bar

René Gade kritiserer, at valgfesten skal holdes på LGBTQIA-baren Monastic. Det er en bar for homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter og skulle angiveligt have dark room og bollegynge.

- Dette har INTET med vores ledelse på Christiansborg at gøre. Vi kan kun sikre og sætte rammerne for en professionel kultur, der hvor vi/jeg har mandatet.

- Den nævnte location er valgt af en lokalforening - og er i mine øjne helt tåbelig for seriøse politiske udmeldinger, skriver René Gade på Twitter.

Partiets lokalafdeling i København tager kritikken roligt. Ifølge forperson i København, Magnus Haslebo, besluttede man allerede i sidste uge at fjerne både dark room og bollegynge fra baren under valgfesten.

- Beslutningen om at omdanne stedet og dermed, at gynger og hvad der ellers er, skulle tages ned, blev truffet, da vi valgte stedet. Det skulle være tydeligt, at det er en alternativ valgfest, siger Magnus Haslebo til DR.

Derfor har vi valgt Monastic

Han tilføjer, at man i en valgkamp må regne med, at ellers uinteressante ting bliver interessante.

- Vi har i bestyrelsen valgt Monastic, fordi vi har et fint samarbejde med LGBTQIA-miljøet og støtter generelt op om det miljø, siger Magnus Haslebo til DR.

Ud over at være forperson for partiet i København er han også Alternativets pressechef på Christiansborg frem til december.

Jyllands-Posten har den seneste tid afdækket anklager om seksuelle krænkelser i partiet samt en mail, hvori den afgående pressechef opfordrer politikere og ansatte til at sende billeder af deres "pik i slap tilstand".

Indsamlingen af intimbilleder til en collage skulle aldrig have været foreslået, fordi det kompromitterer partiets professionalitet, har René Gade fastslået.

Han har forsikret over for Jyllands-Posten, at partiet efter sommeren har været "snorlige" på at have en professionel kultur, der er i overensstemmelse med partiets værdier.

/ritzau/

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik