Grundejer fældede træer ulovligt: Nu dør det sidste med kommunens tilladelse

Man vil dog stadig forsøge at tvinge borgeren til at genplante nye træer.

Her ses det tilbageværende bøgetræ, som akkurat nåede at overleve træfældningen. Før var der ikke udsigt til søen på grund af det skovpræg, som træerne gav. Foto: Gladsaxe Kommune

Byrådet i Gladsaxe Kommune kan ikke forhindre en grundejer ved Bagsværd sø en byggetilladelse, fordi de mener, han ulovligt har fældet flere træer tæt ved søbredden, som kommunen vurderer var beskyttet af en lokalplan.

Det er kommmunens jurister kommet frem til efter, at sagen begyndte at rulle i starten af september, som TV 2 Lorry tidligere har beskrevet.

Læs også Borger og byråd i strid kamp: Fældede ulovligt gamle træer ved sø

Til gengæld arbejder juristerne på at afdække mulighederne for at tvinge grundejeren til at genplante nye, store træer som erstatning for de fældede træer.

Sagen drejer sig om, at borgmesteren og en række beboere er stærkt utilfredse med, at en grundejer har valgt at fjerne en række træer ned mod Bagsværd Sø i strid med bevaringsbestemmelser i lokalplanen.

Her ses træstubbene fra de fældede træer. Foto: Gladsaxe Kommune

Det er Slotsparken 44, som er epicenter for striden, hvor der i første omgang blev fældet fem træer torsdag den 5. september.  Et sjette træ skulle fældes, men det blev stoppet med et øjeblikkeligt standsningsforbud til entreprenøren, der udførte arbejdet, af en landskabsarkitekt sendt af forvaltningen.

Ejeren mødte herefter op for at få lov til at fælde det sidste træ, da det står præcis der, hvor det fremtidige hus skal bygges.

Men det blev pure afvist med begrundelsen, at træet er det sidste træ, der er tilbage af skovagtigt karakter, og fordi ejeren endnu ikke har fået godkendt byggetilladelsen til det nye hus.

Magtfordrejning

Siden da har kommunen arbejdet på, hvilke muligheder man har for at sanktionere René Brøchner, grundejeren, for at overtræde de bevaringsbestemmelser, der er besluttet i lokalplanen, som de mener, han har gjort.

Som nævnt har man blandt andet undersøgt om det sidste træ, der stod tilbage, kunne sætte en stopper for hele byggetilladelsen.

  Foto: Gladsaxe Kommune

Det ville dog være magtfordrejning, hvis kommunen nægter René Brøchner byggetilladelse og dermed retten til at fælde et træ, fordi han i strid med lokalplanen har fældet andre træer på sin grund:

- Derfor har grundejeren nu modtaget sin byggetilladelse og kan dermed lovligt fælde det ene træ, som står der, hvor huset skal bygges, lyder det i en pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune.

Kan træer i private have beskyttes?

Man vil dog stadig undersøge om René Brøchner kan straffes for at have fældet træer på den del af grunden, som ligger ned til søen.

- Det undersøges om grundejeren kan tvinges til at genplante nye, store træer som erstatning for de fældede træer, står der i pressemeddelelsen. 

Borgmester Trine Græse er to uger efter sagen startede stadig ærgerlig forløbet. Men hun holder på, at loven skal overholdes og håber, at Renè Brøchner vil samarbejde med kommunen om genplatning.

Og her ses billeder af de træstammer, der engang stod som træer ved Bagsværd Sø. Foto: Gladsaxe Kommune

Samtidig ønsker hun en debat om, hvorvidt det skal være muligt at beskytte træer i private haver. Det konkrete villaområde i Bagsværd er en del af Aldershvile Slotspark, hvor der derfor står nogle meget gamle træer rundt om i haverne.

- Derfor har jeg nu bedt om, at vi laver et borgermøde eller en byvandring i området med borgere og politikere og tager en drøftelse af, om der generelt er et ønske om at beskytte de meget gamle træer, som står i nogle af disse private haver, siger borgmester i Gladsaxe Kommune Trine Græse.

Hvis der er det, vil hun meget gerne tage det op i Byrådet og se, om de kan finde et flertal for sådan en beslutning.

- Jeg har ikke begået noget ulovligt

René Brøchner siger til TV 2 Lorry, at han selvfølgelig er glad for, at han har fået sin byggetiladelse, men ønsker ellers ikke at udtale sig yderligere i sagen foreløbig.

Læs også Afgørelse trukket tilbage: Del af Vestsskoven kan blive til etagebyggeri

Tidligere har han fortalt TV 2 Lorry, at han på intet tidspunkt har været i tvivl om, at han måtte fælderne træerne, og han mener ikke, at han har gjort noget forkert. Han har blandt andet Miljøstyrelsen ord for, at det er lovligt at fælde træer bag søbeskyttelseslinjen – men som ifølge kommunens lokalplan altså skal være på grunden.

- Vores fældede træer stod ikke langs søbredden og indgik ikke i en samlet træbevoksning, da de stod spredt.

 Han håbede på en konstruktiv dialog med kommunen, så sagen ikke blev trukket i langdrag.

- Jeg mener som sagt ikke, at der er begået noget ulovligt, og hvis det alligevel viser sig at være tilfældet, så må vi jo snakke om det, og så er det fair nok, hvis kommunen kommer med sanktioner, sagde René Brøchner.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik