Grøntsager steget tre gange så meget som smøger.

Regeringen nægter for alvor at hæve priserne på cigaretter, selv om frugt, grønt og gryn er steget med op til tre gange så meget.

På 30 år er prisen steget tre gange så meget på friske
grøntsager som broccoli, blomkål og asparges, som den er på en
pakke cigaretter, skriver DR Nyheder.

I det hele taget er prisen på en pakke smøger slet ikke fulgt
med prisstigninger på andre varer som frisk frugt, grøntsager og
gryn. Ifølge professor i sundhedsøkonomi og direktør for Dansk
Sundhedsinstitut, Jes Søgaard, er det en uheldig udvikling for
sundheden.

- Jeg mener, der er et misforhold, når man ser på
prisudviklingen. Og kigger man på nettoeffekten i samfundet, går
det i den forkerte retning, siger Jes Søgaard til DR Nyheder.

Mens prisen på en vare i gennemsnit er steget med 200,7
procent siden 1979, koster en pakke cigaretter kun 136,4 procent
mere end for 30 år siden, viser beregninger DR Nyheder har fået
foretaget af Danmarks Statistik. Var cigaretterne steget på
linje med den gennemsnitlige varer, skulle en pakke Prince koste
i omegnen af 48,5 kroner. Skulle den være steget i samme tempo
som peberfrugt og hvidkål, ville 20 Look, Prince eller Kings
koste cirka 90 kroner.

Grøntsager er nemlig steget med hele 383 procent på 30 år.
Så meget lød forslaget fra regeringens forebyggelseskommission
for en uge siden ikke på. Den foreslog en rund 50'er for en
pakke smøger for at få os alle til at leve sundere, bedre og
længere. Et fornuftigt forslag, da prisstigninger på varer har
konsekvenser for forbruget, fortæller Jes Søgaard.

- Det tyder samtlige undersøgelser på. Man taler om
priselasticitet mellem -0,4 og -0,8 for varer som alkohol og
tobak. Det betyder reelt, at sættes prisen op med ti procent,
falder forbruget med fem procent, forklarer han.
Omvendt skulle selleri, broccoli og peberfrugter kun koste det
halve, da prisen på grøntsager er steget med næsten dobbelt så
meget som den gennemsnitlige prisstigning. En stigning, der
kommer bag på overlæge Inge Haunstrup Clemmensen fra Kræftens
Bekæmpelse.

- Staten skal ikke længere kun tjene penge på afgifter. Den
skal også styre sundheden, for det er der behov for, viser alle
undersøgelser, siger hun til DR Nyheder.
Jes Søgaard forklarer den lave prisstigning på cigaretter med,
at både tobak og alkohol traditionelt har været reguleret med
afgifter. Og de er ikke fulgt med priserne på andre varer.
- Giftskatterne, som man kalder afgifter på alkohol og
cigaretter, er ikke blevet prisreguleret siden 70'erne,
forklarer han.

Regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen og
sundhedsminister Jakob Axel Nielsen har dog allerede afvist
tanken om at sætte priserne på cigaretter op til 50 kroner. Det
er på trods, af at en megafon-måling for nylig viste, at kun
godt en fjerdel af VK-vælgerne synes, det er en dårlig ide at
tage 50 kroner for 20 smøger. Regeringens plan går i stedet på
at hæve prisen med tre kroner.