Grønt lys til byprojekt i Borup.

Trods politisk uro og lokal modstand mod den seks millioner kroner dyre parkerings- og forskønnelsesplan for Borup Center og det grønne areal ved Møllelundgården i Borup gennemføres planen som planlagt med byggestart allerede i år, skriver DAGBLADET Køge.

Det ligger fast efter et gruppemøde i går hos
Socialdemokraterne, der har opbakning fra blandt andet Dansk
Folkeparti og de Radikale og dermed et politisk flertal bag
sig.

- Byrådet har allerede besluttet, at det her projekt skal
laves, og pengene er bevilget. Vi har solgt grunde, der
inddrager parkeringspladser i Borup Centeret, og der er allerede
givet byggetilladelse til flere butikker, hvor anlægget af de
her parkeringspladser indgår, så det gennemfører vi som
planlagt, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget i Køge
Kommune, Mikael Mogensen (S).

Dermed droppes den varslede politiske genbehandling af sagen.
- Efter de oplysninger, der kom frem i DAGBLADET i lørdags,
vil sagen ikke blive taget op igen. Der er intet nyt, siger
Mikael Mogensen med henvisning til, at der allerede er givet
byggetilladelse til mere butiksbyggeri i Borup Centeret.

Samtidig slår Mikael Mogensen fast, at de seks millioner
kroner til projektet tages fra kommunens jordforsyningspulje i
2009 og dermed ikke påvirker hverken næste års budget eller
dette års regnskab.

Gruppeformand for Dansk Folkeparti, John Kellberg, kalder det
logisk, at projektet i Borup gennemføres som planlagt.
- Vi har pligt til at gennemføre det her projekt som en del af
visionsaftalen mellem Køge og Gl. Skovbo kommune, og vi har
ganske enkelt også pligt til det i forhold til loven, fordi der
forsvinder parkeringspladser i centeret, når der skal bygges nye
butikker, siger John Kellberg.

Formand for Borup Centerforening, Michael Tüchsen, er yderst
tilfreds med de politiske udmeldinger.
- Det er vi utroligt glade for, og nu må folk have tålmodighed
i byggefasen og vente på det samlede projekt - og det gælder
både inde i centeret, og det gælder parkeringsprojektet. Jeg er
sikker på, at alle bliver glade for det, når det er færdigt,
siger Michael Tüchsen.