Groft hærværk mod valgplakater

Brændte og overskårne plakater, tilråb på gaden og valgplakater der systematisk klistres over. I Helsingør og Roskilde er der groft hærværk mod valgplakater.

To kvindelige, konservative kandidater har allerede oplevet en del under valgkampen.

Mette Thiesen, der er opstillet for de Konservative i Nordsjællands storkreds har fået brændt sine valgplakater af i Helsingør. Også ved Kokkedal station og i Birkerød er hendes plakater revet ned.

Hun har desuden oplevet ubehagelige tilråb fra unge på Nivå station og ved Islandshøjparken hvor Mette Thiesen har været ude og påpeget radikalisering - her er hendes plakater blevet skåret over ved halsen.

- Det er selvfølgelig ubehageligt med de her tilråb og hærværket af mine plakater, men det bekræfter mig bare i at min kamp er vigtig - så jeg klør bare på og kommer videre, siger Mette Thiesen.

Mette Thiesens har haft indlæg i dagspressen om både bandegrupperinger og radikalisering og hun gætter på, at hærværket hænger sammen med de indlæg.

Mette Thiesen vurderer, at hun indtil videre har fået ødelagt ca. 50-100 plakater, men at både hende og hendes team er kreative, så de fleste af plakaterne, på en eller anden måde, kan bruges igen. Mette Thiesen siger til TV 2 Lorry at hun nu melder sagen til politiet.

I Roskilde er det valgplakater for Brigitte Klintskov Jerkels, der er ramt. Her har "Piratpartiet" klistret hendes plakater over med deres egne.

Plakaterne ser professionelle ud og de er kun hængt op oven på Brigitte Klintskov Jerkels plakater ved Roskilde station og ved retsbygningen. I alt har hun anmeldt hærværk mod 40-50 plakater til politiet.

Piratpartiet relativt ukendt i Danmark. Det er en dansk udløber af et svensk søsterparti, der ikke er repræsenteret i Riksdagen. Partiet går ind for en indskrænkning af ophavsretten og er imod patenter generelt.

Brigitte Klintskov Jerkel har udlovet en dusør på facebook for at få oplysninger om hærværksmændene.