Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix

Nyt budget for København: Grøn politik udenom Enhedslisten og Alternativet

Københavns Kommune har netop udsendt budgettet for 2019. Syv partier har samlet sig om en aftale, der skal sætte et grønt præg på byen. De 'grønneste' partier er ikke med.

Enhedslisten og Alternativet har ikke været med til at formulere budgettet for 2019 i København. De blev sat udenfor døren, da de ikke ville gå med til at bygge på Amager Fælled overhovedet.

Budgettet tegner ellers konturerne til en grøn retning, hvor åndehuller, bæredygtig metropol og socialt udsatte skal tilgodeses.

- Jeg er glad for, at det er lykkedes at samle syv partier om en aftale, der sikrer Københavns fremtid. Som både er grøn og bæredygtig – og sikrer plads og solide velfærdstilbud til byens mange børn og til vores socialt udsatte, siger overborgmester Frank Jensen, Soc. Dem., i en pressemeddelelse.

Læs også Enhedslisten smidt ud fra budgetforhandlinger: "Vi vil ikke bygge på Amager Fælled"

Grønnere København

Indtil videre er det ikke til at sige, hvad det vil koste at gøre København til en grønnere by.

Men dieselbusserne skal være udfaset senest i 2025, krydstogtskibenes forurening skal begrænses, brændeovnene skal skrottes og så skal der anlægges flere grønne områder. De grønne områder bliver  lagt i Sydhavnen, Nordvest og Valby.

- Det grønne område er prioriteret højt med flere nye parker, terapihaver og en ambitiøs indsats for at dæmme op for luftforureningen i København, siger Sisse Marie Welling, Sundheds- og omsorgsborgmester i København, Soc. Folk., om aftalen i pressemeddelelsen.

Læs også Efter krydstogtsskandale: Overborgmester vil rense luften

Det eneste konkrete tal på det her punkt, er indtil videre 75 millioner kroner til en ny cykelpakke, der blandt andet skal indeholde supercykelstier.

Udfordring med socialt udsatte

I takt med at byen vokser, vokser udgifterne. Kommunen fremhæver, at København lige nu vokser med 10.000 borgere om året, og at omkostningerne til børn, ældre og borgere med handicap eller sindslidelser vil koste omkring 200 millioner kroner ekstra om året.

Derfor vil Københavns politikere afsætte midler til flere botilbud for borgere med psykiske eller fysiske handicap og forbedre indsatsen overfor hjemløse. 

- Jeg er tilfreds med, at det sociale område har fået et løft på vigtige områder. Vi får flere sagsbehandlere, så vi kan give borgere med handicap en hurtigere behandling af deres sager, siger Mia Nygaard, Socialborgmester i København, Rad. Venstre i pressemeddelelsen.

De vil også bygge nye institutioner og skoler. 1 milliard skal fordeles på tre nye skoler, der skal placeres på Amager, Sluseholmen og i Kødbyen.

Læs også Ny serie: Børns psykiske diagnoser rammer også søskende

Børneinstitutioner får omkring en halv milliard og 70 millioner skal bruges på at få flere pædagoger ud i vuggestuerne.

Flere skal i arbejde

Kommunen varsler et nyt regime på beskæftigelsesområdet. Det nye regime skal i højere grad sætte ledige i kontakt med virksomheder.

Det vil man gøre, ved at ansætte flre sagsbehandlere i jobcentrene. 

Derudover har man fundet penge til en 'særlig indsats' overfor kvinder i Mjølnerparken, som skal få dem ud på arbejdsmarkedet. En øget beskæftigelsesindsats vil også blive rullet ud i Tingbjerg og Urbanplanen samt i Sydhavnen.