Foto: TV 2 Lorry

Grimme øjenskader: Her gik det galt nytårsaften

Helsingør og Gentofte på kortet over øjenskader på grund af nytårsfyrværkeri.

Ti personer blev nytårsaften indbragt på landets sygehuse med alvorlige øjenskader. Tre er fra Region Hovedstaden - én fra Region Sjælland.

I Helsingør blev en 39-årig mand ramt i øjet af et batteri. Han er allerede blevet opereret for at få fjernet krudtslam fra øjet og ansigtet.

I Gentofte blev en 50-årig mand ramt, da hans batteri til 1300 kroner eksploderede. Han er fredag ved 13-tiden ved at blive opereret - også med henblik på at fjerne krudtslam fra øjnene.

En 28-årig tysker fik desuden en raket i øjet, hvorved det blev skadet. Den tyske mand er blevet opereret på et hospital i hovedstadsområdet.

I Region Sjælland blev en kun 15-årig dreng nytårsaften ramt af en raket. Han er siden blevet syet i hornhinden.

På landsbasis gik det værst ud over en 15-årig pige fra Aarhus, der har fået fjernet sit ene øje, efter at et vildfarent skud fra et batteri ramte hende i ansigtet.

Oplysningerne stammer fra overlæge John Thygesen fra Region Hovedstadens øjenafdeling på Glostrup Hospital, der hvert år indsamler data fra landets fem regioner om alvorlige øjenskader.

Trods de tragiske sager er billedet ifølge overlægen ikke så alvorligt som tidligere år.

- Det er mere fredeligt sammenlignet med sidste år. Der var ti skader både i år og sidste år, men hvor vi sidste år måtte fjerne øjne på mindst tre personer, så var det i år kun den 15-årige pige, siger han.

Dertil kommer, at der sidste år døde tre personer i to ulykker med krysantemumbomber.

- Det har vi heldigvis ikke set noget af i år. Der er ingen af skaderne, der skyldes krysantemumbomber. Det er alle skader fra lovligt fyrværkeri som raketter og batterier, siger John Thygesen.

Syv af de 10 personer, der kom galt afsted med øjnene nytårsaften, måtte opereres. Hvis man ikke fjerner krudtslam fra øjne og hud, vil det sætte sig fast som en permanent tatovering, oplyser John Thygesen.