Gribskov var tæt på konkurs: Nu er kommunen på rette kurs

Det har længe stået skidt til økonomisk i Gribskov Kommune, men nu ser vinden ud til at have vendt.

De første resultater af en langsigtet plan er nu landet, og det lover godt.

Gribskovs Kommune regnskab for 2018 og den første budgetopfølgning for 2019 viser nemlig, at Gribskov har taget det første, vigtige skridt på vejen mod en økonomi i balance. Tallet på bundlinjen er dog stadig rødt, men det bliver det ifølge borgmesteren ikke ved med.

- Vi står med et resultat, der på trods af et underskud viser en økonomi, der hænger sammen. Det er fordi størstedelen af underskuddet skyldes forskydninger i indtægter. Med andre ord - det er penge, som vi får i kassen i løbet af i år. Så jeg er tilfreds med resultatet, siger borgmester Anders Gerner Frost.

quote Det er en vigtig opgave at få skabt den nødvendige balance mellem en realistisk økonomi og et tilfredsstillende serviceniveau

Anders Gerner Frost, Gribskovs borgmester

Udfordringerne for kommunen har særligt været demografi, udgifter til sygehusområdet, det specialiserede område og det nære sundhedsvæsen. Udfordringer som Gribskov deler med landets øvrige kommuner.

- Antallet af ældre stiger i Gribskov Kommune, og samtidigt har vi store udgifter på det specialiserede område. Det er en vigtig opgave at få skabt den nødvendige balance mellem en realistisk økonomi og et tilfredsstillende serviceniveau som f.eks. kvalitet på ældreområdet. Det kræver prioritering. Og netop kvaliteten er en grundpille i vores mål om at udvikle Gribskov," siger borgmester Anders Gerner Frost.

Den kommunale medfinansiering volder problemer

Særligt udgifterne til sygehusområdet er problematik. Udgifterne, der kaldes den kommunale medfinansiering er pålagt kommunen udefra og den skaber usikkerhed om budgetterne. Der opstår nemlig uigennemsigtige regninger og uforudsigelige ekstraregninger. Disse problemer har mange kommuner pointeret.

quote Vi kigger ind i en virkelighed, hvor vi som kommune kan blive så presset, at vi selv må tage affære og omprioritere

Anders Gerner Frost, Gribskovs borgmester

Regeringen har dog vedtaget at fastfryse medfinansieringen for 2019, men det er ifølge Anders Gerner Frost bare ikke en garanti for, at den enkelte kommunes budget er sikret.

- Vi har store forventninger til den kommende sundhedsreform, men hvad det præcist betyder for os som kommune ikke mindst på den økonomiske side - ved vi ikke. Så vi kigger ind i en virkelighed, hvor vi som kommune kan blive så presset, at vi selv må tage affære og omprioritere. Det kræver, at vi står sammen og tager ansvar. Derfor er jeg glad for, at vi kan præsentere et resultat, der viser, at vi står på et stærkt fundament, som betyder, at vi har et godt udgangspunkt, siger han.

TV 2 Lorry har før fortalt om at Gribskov Kommune var nødt til at hæve skatten. 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik