Gribskov sparer borgerrådgiver væk

Borgerrådgiverfunktionen ophører i Gribskov Kommune efter fire år. Årsagen er kommunens pressede økonomi,forklarer borgmesteren.

Fra nytår forringes borgerne i Gribskovs muligheder for at få hjælp til at komme igennem det kommunale bureaukrati eller klage over afgørelser.

I forbindelse budgetaftalen blev byrådet nemlig enige om, at kommunens borgerrådgiverfunktion skal ophøre ved årets udgang.

- Vi har besluttet, at kommunen ikke længere skal have en borgerrådgiver, når budgettet er så presset, som det er. Vi har behov for at fokusere på kommunens kerneopgaver, som for eksempel ældre, børn og unge, udtaler Gribskovs borgmester Anders Gerner Frost i en pressemeddelelse.

Opsagt efter fire år

Borgerrådgiveren Jarl Ahlers Mortensen blev ansat af byrådet i 2015, og han var den første af sin slags i Gribskov Kommune.

Borgerrådgiveren har blandt andet målt sagsbehandlingstiderne på de sager, som er kommet ind via borgerrådgiveren, og her er der ifølge kommunen sket mærkbare forbedringer, så svarfristerne nu i endnu højere grad efterleves.

- Jarl Ahlers Mortensen har først og fremmest hjulpet mange borgere med råd og vejledning. Hans kontakt med borgerne har givet ham og os vigtig viden, som han har brugt løbende i dialogen med os og til at give årlige anbefalinger til Byrådet og administrationen, der har ført til en styrket service, siger Anders Gerner Frost.

Han konstaterer samtidig, at administrationen vil arbejde videre med anbefalingerne fra borgerrådgiveren.

Borgerrådgiveren fik sidste år 310 borgerhenvendelser mod 313 henvendelser i 2016.

Borgerrådgiveren kan:

  • Behandle klager over kommunens formelle sagsbehandling, personalets optræden og betjening og den måde, som kommunen løser de praktiske opgaver på.
  • Hjælpe med, hvor vedkommende skal henvende sig i kommunen med sin sag og formidle kontakt til det relevante center.
  • Give information og rådgivning om, hvordan du klager over kommunens afgørelser, og hvem der kan behandle den pågældende klage.
  • Hjælpe med at forstå en afgørelse fra kommunen.
  • Viderebringe forslag til, hvordan kommunens sagsbehandling og betjening kan blive bedre.
  • Hjælpe med at skabe eller genskabe kontakt og dialog med kommunens forvaltning.

    Kilde: Gribskov Kommune

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik