Gribskov-borgmester Anders Gerner Frost kan sammen med 21 andre byrådsmedlemmer præsentere kommunens budget for de kommende to år. Foto: Thomas Lekfeldt - Ritzau Scanpix

Kommune hæver skatten, selvom den straffes for det

Gribskov har vedtaget budget for de kommende to år. For at økonomien kan hænge sammen, hæver kommunen indkomstskatten, selvom det betyder straf fra regeringen.

Borgerne i Gribskov Kommune kan se frem til en skattestigning på 0,8 procent på indkomstskatten fra næste år.

Det står klart, efter et flertal i byrådet torsdag er nået til enighed om kommunens budget de kommende to år.

Indkomstskattestigningen sker for at redde kommunens grundstødte økonomi og for at kunne opretholde et tilforladeligt velfærdsniveau.

- Der er brug for, at vi prioriterer, da vores økonomi er presset, skriver forligspartierne i budgetaftalen.

- Hvis vi skal blive ved med at kunne levere en ordentlig velfærd, så er vi nødt til at hæve skatten, siger borgmester Anders Gerner Frost fra partiet NytGribskov.

Med den nye sats stiger personskatten fra 24,7 procent til 25,5 procent i Gribskov.

- Vi har arbejdet rigtig hårdt på at holde skattestigningen nede på 0,8 procent. Når et byråd med partier som Venstre og Konservative står bag sådan en aftale, så må man sige, at det virkelig har været nødvendigt, siger Anders Gerner Frost.

Læs også Borgmester frygter statsadministration: Men stemte selv for budget

Budgetaftalen er indgået mellem Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Nyt Gribskov. Kun løsgængeren Betina Sølver Hansen fra det nystiftede Velfærdspartiet er ikke med i aftalen.

Bliver straffet af regeringen

Gribskovs skattestigning vil blive straffet af regeringen, der længe har forlangt det modsatte - skattelettelser.

De kommende fire år vil først 75 procent og siden 50 og 25 procent af Gribskovs indtægt fra skattestigningen blive frataget kommunen. Først i 2023 kan Gribskov få "fuldt udbytte" af den hævede skatteprocent.

Når et byråd med partier som Venstre og Konservative står bag sådan en aftale, så må man sige, at det virkelig har været nødvendigt

 

- Til at starte med meddelte vi KL (Kommunernes Landsforening, red.), at vi ville hæve den med en procent. Men de appellerede til, at vi undgik det for enhver pris, siger borgmesteren.

I den seneste aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening er det et indarbejdet punkt, at kommuner kan kompenseres for økonomiske tab, kommunen måtte lide i udligningsreformen.

Kompensationen er dog betinget af, at kommunerne ikke forhøjer skatten i 2019 og 2020. Med byrådets valg om at forhøje skatten, kan kommunen ikke modtage Finansministeriets kompensation for kommunal udligningstab.

03:40

I juni måned indledte politikerne i Gribskov en gigantisk sparerunde, som blev afviklet og afsluttet forud for denne måneds budgetforhandlinger.

Luk video

Dette er dog ikke relevant for kommunen, der fik afslag på deres ansøgning om at få del i puljen.

Af et samlet budget på omkring 2,5 milliarder kroner, afgiver Gribskov Kommune over 200 millioner kroner i udligning.

- Vi vil gerne bidrage og betale til fællesskabet. Konsekvensen er bare, at når folketinget ikke formår at lave en mere retfærdig udligningsreform, så er man er nødt til at hæve skatten. Jeg sender skattestigningen tilbage til regeringen med det budskab, siger borgmester Anders Gerner Frost.

Læs også Byråd vedtager massive besparelser: Daginstitutioner og ældrecenter lukker

Anders Gerner Frost forklarer, at man først var enige om at hæve skatten med en procent, men siden blev opfordret af KL til at lade stigningen være mindre af frygt for kollektiv straf fra regeringen. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Bevarer demenscenter og udvider udskældt vej

Skattestigningen gør det muligt for kommunen finde penge til projekter, der ellers skulle sløjfes.

Blandt andet har byrådet besluttet at beholde demenscenteret Holbohave, der ellers stod til at blive lukket i kommunens spareøvelse.

- Vi bevarer Holbohave i den stil, det er nu, men vi skal også udvikle de øvrige demensindsatser i lokalområdet. Det har vi sat penge af til - måske ikke nok, men det kan vi ændre senere, siger Bo Jul Nielsen.

I dagtilbuddene kan Gribskov fra 2021 indfase en opnormering til BUPLs anbefalede minimumsniveau, fremgår det også.

Derudover omsættes skattestigningen også til en finansiering af vejen mellem Græsted og Gilleleje.

Læs også Ældre i protest over lukning af tilbud til demente