Gribskov giver nyt rødt påbud til Attendo

Attendo får nyt rødt påbud fra Gribskov Kommune, der mener at de ikke lever op til de gældende kvalitetskrav. Attendo er ikke enig i kritikken.

Et nyt 'rødt påbud' bliver kastet på bordet i samarbejdet mellem Gribskov kommune og plejefirmaet Attendo.

Plejefirmaet fik også et rødt påbud i juli. Med to påbud har Gribskov kommune nu mulighed for at genoverveje kontrakten med Attendo og eventuelt opsige den.

quote Den kvalitet som jeg blev lovet i august, den er i september slet ikke på plads. Den er faktisk så lidt på plads, så vi er nødt til at uddele et rødt påbud.

Kim Valentin, borgmester i Gribskov Kommune, Venstre

Påbudet falder oven på en ny revisionsrapport fra BDO, der blandt andet nævner en række væsentlige mangler i den service Attendo skal levere. Det er især de væsentlige mangler, som Gribskov kommune hæfter sig ved. Ifølge kommunen blev de lovet et kvalitets løft efter påbudet i juli - og det er ikke nået.

- BDO siger klart og tydeligt (i rapporten red.), at den kvalitet som jeg blev lovet i august, den er i september slet ikke på plads. Den er faktisk så lidt på plads, så vi er nødt til at uddele et rødt påbud, siger borgmester i Gribskov Kommune, Kim Valentin fra Venstre, til TV 2 Lorry

Accepterer kun højeste kvalitet

Kommunen hasteindkaldte både økonomiudvalget og social- og sundhedshedudvalget til hastemøde efter de modtog rapportens konklusion, for at drøfte det næste skridt.

- Vi sætter vores administration igang for at undersøge handlemuligheder, og jeg vil kun acceptere den mulighed der giver den højeste kvalitet i vores hjemmesygepleje, som vi overhovedet kan få, siger Kim Valentin til TV 2 Lorry.

Hvor lang tid kan der komme til at gå, før borgere og pårørende kommer til at mærke en forskel?

- Det skal gå så hurtigt som muligt. Jeg er voldsomt irriteret over den her situation, og jeg har sagt til min administration, at de skal ordne det her, aller-hurtigst-muligt, siger borgmesteren.

Dette er et rødt påbud:

Hvis leverandøren ikke overholder kvaliteten, som der er indgået aftale om, kan der bruges påbud, som både findes i grøn, gul og rød form.

Rødt påbud er den værste og gives ved konstatering af væsentlig misligholdelse/formodninger om væsentlig misligholdelse kan kommunen udstede et rødt påbud. Leverandøren skal hurtigst muligt og senest inden for 3 dage have svaret skriftligt på henvendelsen, lagt en handleplan og iværksat handlinger for at afhjælpe misligholdelsen.

Forundret Attendo uenig i kritik

Plejefirmaet Attendo indledte samarbejdet med Gribskov kommune i 2014. Den kritik kommunen retter mod dem i dag overrasker dem.

- Vi undrer os over, at BDO rapporten giver anledning til at give os et rødt påbud, fordi når man læser rapporten, vil man se, at hovedkonklusionen er, at vi faktisk har forbedret os på væsentlige kvalitetsparametre, siger Dorte Dahl, regionschef i Attendo, til TV 2 Lorry.

Dorte Dahl referer til følgende afsnit i rapportens sammenfatning:

"Det er således tydeligt at spore, at der er sket et kvalitetsløft bredt på mange området."

quote Vi undrer os over, at BDO rapporten giver anledning til at give os et rødt påbud, fordi når man læser rapporten, vil man se, at hovedkonklusionen er, at vi faktisk har forbedret os på væsentlige kvalitetsparametre.

Dorte Dahl, regionschef i Attendo

I tilsynsrapporten er der dog også angivet en række væsentlige mangler, blandt andet på området for medicinbehandling. Her har BDO fundet fejl og uovernstemmelser, som ikke efterlever sundhedsstyrelsen retningslinjer.

- Tilsynet har været hos tyve borgere og hos to af borgerne, er der fejl i sammenhængen mellem pillerne i æsken og hvad der står på medicin skemaet. Så der er simpelthen ikke tale om, at borgerne får forkert medicin. Det er noget dokumentation det handler om, siger Dorte Dahl.

Et centralt punkt

Hjemmesygeplejen er et centralt punkt i samarbejdet og derfor vejer det også tungt i rapportens konklusion. Gribskov kommune er ifølge Attendo det eneste sted i Danmark, hvor sygeplejen er udliciteret og Attendo er den eneste private leverandør i kommunen.

Kim Valentin vil ikke udelukke, at man også undersøger at rulle udliciteringen tilbage.

- Der er ikke nogen muligheder som vi ikke kigger på. Fordi det vigtigste er, at der er tryghed for borgerne og at de kan regne med at få en kvalitet i hjemmesygeplejen som er rigtigt, rigtig høj.

BDO rapport konstaterer at Attendos sygepleje har brugt vikarer, og at vikarernes faglige niveau ikke har været højt nok. Ifølge Attendo anerkender at de har haft svært ved at rekruttere sygeplejerske og derfor har man været nødt til at bruge vikarer.

- Alternativet er, at der ikke er nogen som løser sygepleje-opgaverne. Vi gør hvad vi kan for at oplære dem, men det er også et problem som er overstået lige om lidt. Pr. 1 november har vi alle de sygeplejerske vi skal bruge, siger Dorte Dahl.

Dorte Dahl slutter med at sige, at Gribskov kommune er opdateret om udviklingen på sygeplejeområdet.

Se hele tilsynsrapporten her. Sammenfatningen står på side 5.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik