Fiskere klargør garn på havnen i Gilleleje (arkiv). Foto: Steffen Ortmann / Scanpix

Greenpeace-aktion mod ulovligt fiskeri i Øresund

Greenpeace har gennem februar holdt øje med kuttere, der fisker med trawl i Øresund.

I perioden fra den 17. februar til den 22. februar har miljøorganisationen Greenpeace observeret og dokumenteret fire tilfælde af, hvad organisationen kalder ulovligt fiskeri i den nordlige del af Øresund. Det skriver Frederiksborg Amts Avis. 

Læs også Kun en måned efter sensationel parring: Nu er de begge døde

- Fiskeriet er foregået helt åbenlyst og i dagslys, og vi har kunnet se, at der er fisket med trawl, siger Magnus Eckeskog, der er havansvarlig i Greenpeace.

Miljøorganisationen er nu gået videre til Fiskeristyrelsen med det indsamlede materiale. 

Alle fire tilfælde handler om de samme to kuttere, hvoraf den ene er hjemmehørende i Gilleleje, mens den anden bruger havnen i Gilleleje som udgangspunkt for fangstrejser.

Læs også Forbudt fiskeri: Der trawles i Øresund

Fiskeriinspektør Arne Madsen fra Fiskeristyrelsen siger efter mødet med Greenpeace tirsdag, at man nu vil vurdere materialet.

Min umiddelbare opfattelse er, at vi kan gå videre med den af de fire sager, vi gennemgik på mødet.

Der er ingen tvivl om, at der er fisket med trawl, men vi skal tjekke positionerne og sammenholde dem med de officielle søkort for at se, om positionen har en havdybde på over 20 meter, siger han til Frederiksborg Amts Avis. 

Læs også Sjælden parring fanget på video: "Det er helt sindssygt stort"

Fiskekuttere på under 12 meter er undtaget for det torskestop, som gælder i Østersøen og Øresund i februar og marts, men kun på dybder under 20 meter, hvor der typisk ikke er mange gydemodne torsk.