Gratis gadefest fredag og lørdag: "Kom og fest med os"

Har du lyst til at deltage i forskellige aktiviteter inspireret af gaden, så er det streetparty på Frederiksberg, du skal til.

Fredag og lørdag bliver Frederiksberg overtaget af musik og en masse forskellige gratis workshops, som varierer lige fra streetart til parkour samt rap- og dance-battles. Desuden vil der være turneringer i street basket og gadefodbold.

Fælles for alle aktiviteterne er, at de kommer fra gaden, og bliver udført på gaden.

Frederiksberg Kommune har allieret sig med samarbejdspartnere fra lokalmiljøet og organisationen GAME, som består af frivillige ildsjæle, der er med til at udbrede gadeidrætten, som børn og unge kan gå til.

Weekendens arrangement er sat i værk i håb om at styrke interessen for musik, sport og kultur blandt de børn og unge, der til daglig bor i udsatte boligområder.

- Som forberedelse til eventet har vi ugentligt varmet op til de mange workshops i form af dans, rap og gadefodbold. Her har de unge trænet op til at vise, hvad de kan på selve arrangementet, siger Games programchef Mikkel Selmar til TV 2 Lorry og tilføjer:

Kendte rappere på scenen

- De unge, der bor i området, kommer normalt ikke så meget til koncerter og festivaler, så derfor bringer vi det direkte ud på deres hjemmebane for at give dem en god kulturoplevelse, siger Mikkel Selmar.

Scenen vil blandt andet blive overtaget af danske rappere som Gilli, ICEKIID OG Fouli. Derudover vil der være mulighed for at deltage i diverse battles på scenen, hvis man har modet til det  

- Vi henvender os især til de unge ved boligområderne Stjernen og Lindevangsparken, men folk i alle aldre er velkomne. Da der jo er mange aktiviteter, håber vi, at resten af Frederiksberg og København vil komme og være med til at feste med os, siger Mikkel Selmar.

Streetpartyet finder sted ved boligområdet Stjernen fredag fra kl. 15-20, og lørdag finder det sted i Lindevangsparken samme tidspunkt.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik