"Gratis" at bo ulovligt i sommerhuset

Borgere, der overtræder helårsbestemmelserne ved at bo ulovligt i deres sommerhus, behøver ikke have travlt med at åbne de rudekuverter, de får fra kommunen for at bo ulovligt i deres sommerhus i vinterhalvåret. Med mindre SKAT når at opkræve de ubetalte dagsbøder i den ulovlige periode, er der nemlig ikke nogen risiko ved at lade være med at betale bøderne, skriver Helsingør Dagblad.  

Årsagen skyldes, at bøderne ifølge Planlovens bestemmelser bortfalder i det øjeblik bopælsforholdet er lovliggjort, som i praksis betyder, at bøderne er annulleret, når sommerperioden starter.

- Hvis folk ikke betaler bøderne og SKAT ikke når at komme ind over, så bortfalder bøderne fra 1. april. Det skyldes, at dagsbøderne ifølge planloven ikke er at betragte som en straf men som et incitament, der skal få folk til at lovliggøre deres bopælsforhold. Det er det samme, der sker, når folk skifter adresse, hvor bøderne også bortfalder, oplyser sektionsleder og sagsbehandler Morten Jepsen, Teknisk Forvaltning.

Indtil videre har de sommerhusejere Helsingør Kommune har sendt såkaldte tvangsbøder ud til i løbet af vinterhalvåret, da heller ikke stået i kø for at betale bøderne, som lyder på 370 kroner i døgnet per person. Heller ikke SKAT har ifølge kommunen haft travlt med at inddrive de ubetalte bøder.

- Sidste år sendte vi bøder ud til mellem 30 og 50 personer. Så vidt jeg ved, er der ikke nogen af dem, der har betalt. SKAT har heller ikke nået at være inde over. Der var en enkelt borger, som vist nok skulle have nogle skattepenge tilbage, hvor SKAT havde mulighed for at modregne med de bøder, der ikke var betalt. Om det blev effektueret er jeg usikker på, oplyser Morten Jepsen, som ikke lægger skjul på, at det føles som spildt arbejde at håndtere det omfattende papirarbejde som de ulovlige sommerhusbeboelser afstedkommer.

- Det er en gang papirformynderi. Som offentlig ansat burde man lægge energi i at skabe værdi for samfundet. Det er også problematisk i forhold til de sommerhusejere, som overholder loven, mener Morten Jepsen.

Også fra politisk hold erkender man det nytteløse i at sende dagsbøder ud.

- Vi bruger utrolig meget energi på at behandle sommerhussagerne i udvalget, selv om dagsbøderne er et slag i luften. Folk skal bare lade være med at betale bøderne, så sker der ikke mere, siger byrådspolitiker og medlem af ejendoms- og miljøudvalget Allan Berg Mortensen, som for nylig har bedt om en orientering af, hvordan lovgivningen på området er.

- Skattevæsenet er desværre alt for langsom til at drive gælden ind. Den langsommelighed der præger systemet er ikke tilfredsstillende. Jeg er fuldstændig enig i, at den måde det fungerer på er med til at udhule effekten af dagsbøderne. Vi kan ikke gøre noget. Det er sådan lovgivningen er, og den måde det fungerer på i praksis, siger SF-politikeren Jørgen Lysemose, som er formand for ejendoms- og miljøudvalget.

Sommerhusejere kan lovligt bo i deres sommerhus fra 1. april til og med 30. september. I den mellemliggende periode er det kun tilladt at overnatte i sommehuset i forbindelse med kortvarige ferieophold med mindre kommunen har givet dispensation for helårsbestemmelserne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik