02:28

Video: TV 2 Lorry

Amanuel kommer fra Eritrea, og han har været i Danmark i to år nu. Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

Grammatik i gummisko: Flygtninge lærer dansk i sportshallen

I Gentofte lærer en gruppe flygtninge dansk, mens de underviser 7-årige børn i gymnastik og idræt. Aktiviteten gør det lettere at lære sproget.

Mange udlændinge føler sig på udebane, når de skal lære dansk.

Men i Gentofte lærer ni uledsagede flygtninge nu sproget på hjemmebane - nemlig i sportshallen. 

De har modtaget et lederkursus og en officiel træneruddannelse fra DBU København, og nu underviser de 1. klasses elever i gymnastik og idræt. 

Læs også Hørsholm bejler til nabokommuner: Ikke plads til egne flygtninge

Tanken er, at det vil gøre det langt lettere at lære sproget.

- Det er godt at lære dansk, når man er tryg. Og man er tryg, når man er god til noget. Og de er gode til  idræt, fortæller Benny Würtz fra WEZi3, der har undervist de unge i at tage lederskab. 

- Jeg håber på, at de får et selvtillidsboost, og at deres motivation er steget, så de hurtigere bliver klar til det danske uddannelsessystem. Og at de også kan se, at de kan noget, så de kan tage deres cv'er frem og vise deres uddannelsesbeviser, siger han. 

Læs også Liste: Så mange flygtninge kommer til din kommune i 2017

Og alt tyder på, at det virker. 

- Jeg er blevet bedre til at tale dansk, fordi børnene taler meget. Og hvis der er nogle ord, vi ikke forstår, så spørger vi, og så forklarer børnene det, siger Khalil Razi fra Afghanistan til TV 2 Lorry. 

Også hans makker Amanuel Gebrihiwet fra Eritrea er svært begejstret for ordningen. 

Han mener, at børnene er nogle dejligt bramfri lærermestre.

- Når jeg kommer her og taler dansk, så gør de unge, hvad jeg siger. Jeg er glad for det. Hvis jeg siger noget forkert, så siger de unge: "Mener du ikke sådan her?", forklarer han. 

Khalil kommer fra Afghanistan, og har været i Danmark i to år. Han drømmer om at blive dansk politibetjent. Foto: TV 2 Lorry

Læs også Menneskesmugling: Anklager anker frifindelse af Annika Holm

Og hvad mener børnene?

Flere af dem er faktisk ganske imponerede. 

- Altså i hvert fald i forhold til at han er fra et andet land, så er jeg imponeret over, han kan tale så meget dansk, fortæller en glad Olga Dalsgaard fra 1. klasse på Bakkegårdsskolen til TV 2 Lorry.