Graffiti skal helt væk

Transportminister Lars Barfoed (K) vil pålægge Banedanmark at fjerne graffiti. Det skriver metroXpress

Det skal være slut med, at elevatorer, gangtunneler og andre
af Banedanmarks anlæg ved togstationerne gror til i graffiti.
Det mener transportminister Lars Barfoed (K), efter metroXpress
i marts satte fokus på, at Banedanmark stort set ikke bruger
penge på at fjerne graffiti.»Med Trafikaftale 2007 satte vi
fokus på at få tog til tiden og rette op på baneanlæggene. Det
arbejde er godt i gang, så nu er det tid til at gøre noget ved
graffitien,« siger Lars Barfoed, som forventer, at indsatsen
vedtages af kredsen omkring trafikforliget efter ferien til
metroXpress. Kampen mod graffitien bliver koncentreret omkring
stationerne, hvor passagererne støder på den i det daglige, men
broer, støjskærme langs banerne og andre anlæg i terrænet bliver
ikke rengjort. Graffitibekæmpelsen vil ifølge et notat fra
Banedanmark, som metroXpress har fået aktindsigt i, koste ni
millioner kroner for et et-årigt forsøg i 2010 og 45 millioner
frem til 2014, hvis bekæmpelsen af de farvede streger og
tegninger fortsætter ud over forsøgsperioden.Banedanmark får
ikke nye penge til tiltaget. De skal tages fra en
Banedanmark-pulje på 85 millioner kroner, som ellers skulle være
gået til støjbekæmpelse.»Det vil måske betyde en mindre
nedprioritering af støjbekæmpelsen, men der er afsat nye penge
til støjbekæmpelse i aftalen Grøn Transport,« siger Barfoed.DSB
har tidligere beklaget sig over, Banedanmark ikke fjerner
graffiti, fordi den gør DSB's passagerer utrygge og besværliggør
DSB's graffitibekæmpelse, da graffitien fra Banedanmarks arealer
har spredt sig til DSB's. Derfor glæder det salgsdirektør i DSB
S-tog Niklas Marschall, at Banedanmark nu kommer i gang med
højtryksspuleren. »Det betyder meget for vores passagerer og for
vores image, så det er fantastisk for os. Nu vil vi koordinere
indsatsen med Banedanmark, så vi sammen kan løfte indsatsen
omkring stationerne,« siger han til metroXpress.
o MetroXpress skrev den 17. marts, at Banedanmark stort set
ikke bruger penge på graffitibekæmpelse. Det fik
trafikordførerne til at kræve en redegørelse fra
transportministeren, som bad Banedanmark om at udarbejde et
notat om sagen. I notatet opstiller Banedanmark tre mulige
scenarier for graffitibekæmpelse: o 1) En landsdækkende
graffitibekæmpelse, som frem til 2014 vil koste 86 millioner
kroner. o 2) Et etårigt forsøg, hvor graffitien målrettes
stationsnære områder. Det vil frem til 2014 koste 45 millioner
kroner, hvis indsatsen fortsætter ud over forsøgsperioden. o 3)
Et etårigt forsøg med mindre intensiv graffitibekæmpelse i
stationære områder. Det vil frem til 2014 koste 25 millioner
kroner, hvis indsatsen fortsætter ud over forsøgsperioden. o Det
er scenarie 2, transportministeren nu vil sætte i gang.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik