To gråhajer fundet i Hvidovre: Fagfolk leder efter svar

På samme dag blev to gråhajer fundet døde ved stranden i Hvidovre. Fagfolk mener, at de må være drevet i land eller smidt der. Men af hvem?

Det er bestemt ikke hver dag, en gråhaj driver i land herhjemme. Og især ikke ved Hvidovre Havn. Og når der så tilmed at tale om to gråhajer, der bliver fundet døde samme dag, så er det lidt utroligt. 

Videnskabelig medarbejder på Statens Naturhistoriske Museum, Henrik Carl, tror ikke på, at hajerne selv er svømmet ind og døde her. 

- Gråhajen er en haj, der findes i vores farvande, men meget sjældent så langt inde i vores farvande. Det er jo brakvand herude og især ved Hvidovre, hvor man finder aborrer og skaller og den slags. Så jeg anser det som højst sandsynligt, at det her er en, der er blevet smidt eller drevet hertil, siger Henrik Carl, videnskabelig medarbejder, Statens Naturhistoriske Museum. 

Begge hajer blev fundet ved stranden i Hvidovre. Den ene blev fundet af en gruppe roere, og den anden af medarbejdere fra Hvidovre Kommune. 

- Det var medarbejdere fra vores Vej- og Parkafdeling, der fandt hajen, da de mandag morgen var nede på den nyudvidede Hvidovre Strand i Lodsparken. Stedet, hvor den blev fundet, ligger cirka 100 meter fra det sted, hvor en roer har fortalt, at han fandt en haj, oplyser kommunikationsmedarbejder i Hvidovre Kommune, Maj Laursen til TV 2 Lorry.

Medarbejdere fra Hvidovre Kommune fandt mandag denne gråhaj.
Medarbejdere fra Hvidovre Kommune fandt mandag denne gråhaj.
Foto: Hvidovre Kommune
Hajen er nu blevet hentet og smidt ud, da den var temmelig rådden.
Hajen er nu blevet hentet og smidt ud, da den var temmelig rådden.
Foto: Hvidovre Kommune

Nu skal hajen undersøges

Gråhajen, der blev fundet af medarbejderne fra Hvidovre Kommune, er blevet smidt ud, da den var temmelig rådden, men den anden haj har Henrik Carl hentet til Zoologisk Museum, hvor den skal undersøges nærmere. 

- Der er nogle, der kommer til at dissekere den, så vi måske kan se, hvad den er død af. Og vi tager en DNA-prøve, som vi gemmer herinde, siger Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum. 

Hajen er lige over en meter lang og vejer knap 10 kilo. Henrik Carl vurderer, at den har været død i omkring en uge - og faktisk er den også ret rådden og ildelugtende. Men den skal undersøges og dele af den skal indgå i den imponerende samling, Zoologisk Museum allerede huser. 

Hvem ved noget? 

Ifølge Henrik Carl er der kun fanget i omegnen af 50 gråhajer i danske farvande igennem tiderne. Så det er interessant at blive klogere på den døde haj.

Han er ikke i tvivl om, at der at der er tale om en gråhaj, men vil gerne vide mere om dødsårsagen. Og så selvfølgelig også om, hvordan de to hajer er havnet der. Det er ikke første gang, der er fundet gråhajer i området. 

- Sidste år på nogenlunde samme tid, blev der også fundet to gråhajer i samme område, og det er meget besynderligt, så det er også derfor, vi tænker, at det må være nogle, der smider dem, siger Henrik Carl. 

Medarbejderne fra Statens Naturhistoriske Museum vil gerne høre fra folk, der ved, hvordan hajerne er havnet ved Hvidovre. De kan kontaktes på deres Facebookside. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik