Der bliver snittet grøntsager i lange baner og tænkt i alternativer til kød hjemme hos Tobias Grip i Dragør.
Han har nemlig givet sin far en udfordring.
- Jeg har udfordret min far til at være vegetar i en måned, og så har jeg så lovet at lave mad, siger han til TV 2 Lorry.
Det kunne være superfedt, hvis der var flere mennesker, som har lyst til at udfordre deres forældre.
Kødfri dage er ikke det, der har været flest af i hjemmet i Dragør.
- For det meste er der kød på bordet. Det ligger jo langt tilbage i min opdragelse, siger Henrik Grip, far til Tobias.
Tag ansvar og gør noget selv
Klimabevidsthed er en vigtig ting for 18-årige Tobias Grip, som til daglig går i gymnasiet og står for at koordinere klimastrejkerne i København.
- Vi bliver allesammen nødt til at tage ansvar og selv gøre noget, siger han.
Jeg synes, det er et godt initiativ til at få et indblik i, hvordan det egentlig er at undvære kød.
Ifølge Tobias Grip handler klimabevidsthed ikke om at lægge sit liv om fra den ene dag til den anden.
- Man kan tage et lille skridt ad gangen. Starte med at købe mere lokalproduceret mad, købe genbrugsvarer og rejse mindre, foreslår han.
Fedt familieprojekt
Selvom man holder af kød, så er Henrik Grip glad for Tobias' udfordring.
- Jeg synes, det er et godt initiativ til at få et indblik i, hvordan det egentlig er at undvære kød. Og det skal stå på i en måned, og det er rigtig spændende, siger Henrik Grip.
De kalder projektet for winwin. Henrik Grip bliver introduceret til en masse forskellige nye rette - uden kød og Tobias lærer at lave maden.
Vi bliver allesammen nødt til at tage ansvar og selv gøre noget.
- Det er et fedt lille familieprojekt, siger han.
Om den nye vegetarlivsstil kører videre efter en måned er endnu uvist, men Tobias Grip har en opfordring til alle, som gerne vil blive mere klimabevidste samtidig med, at de har det sjovt med familien.
- Det kunne være superfedt, hvis der var flere mennesker, som har lyst til at udfordre deres forældre, fædre eller mødre til at gøre det samme. Det har været superoptur at gøre herhjemme, siger Tobias Grip.
Er du blevet mere nysgerrig på, hvordan man kan leve mere klimabevidst, kan du møde Rie Alexandra Løve Flints i podcasten “Fra Min Vinkel”. Her fortæller hun om, hvordan hun prøver at leve med så lidt affald som muligt.