Godt nyt til plagede husejere: "Det er en win-win-win-win situation"

En ny varmepumpe i Høje Taastrup blev torsdag indviet på kommunens fjernvarmeanlæg - til stor glæde for borgerne, der slipper for oversvømmede kældre.

På grund af klimaforandringer og stoppede grundvandsboringer, har de seneste år som husejer på især Rødhøjgårdsvej i Taastrup været alt andet end morsomme.

I årevis har især de huse med kælder-etage været hårdt plaget af oversvømmelser i takt med, at grundvandsspejlet er steget og steget.

Bedre er det ikke blevet af, at Hovedstadens Forsyningsanlæg gradvist har lukket sine drikkevandsboringer, så grundvandet ikke er blevet pumpet op, som tidligere - hvorfor det bare er steget og steget.

- Vi købte jo vores hus, fordi vi gerne ville have kælder. Men i dag er den stort set tom, fordi vi har været nødt til at smide alting ud på grund af vandskader og skimmelsvamp, siger Winnie Nielsen, der bor på Rødhøjgårdsvej.

Vandstøvsuger kælderen dagligt

Sammen med sin mand købte Winnie Nielsen huset for 30 år siden, men kælderen har de i efterhånden mange år ikke haft meget gavn af.

- Vi har haft kæmpe store problemer. Og det mest ærgerlige er jo, at det er rent vand, der har ødelagt kælderen. Det hele blev renoveret i 2007 for en halv million, men igen i dag er rummene helt ubrugelige, siger Winnie Nielsen.

Dagligt støvsuger hun kælderen med en speciel vandstøvsuger for at holde skaderne nede og vandmasserne ude. Men kampen synes umulig at vinde. 

Winnie Nielsens kælder har i årevis været plaget  af oversvømmelser.
Winnie Nielsens kælder har i årevis været plaget  af oversvømmelser.

Samtidig med det har familiens eget pumpesystem dagligt pumpet intet mindre end 70.000 liter vand op fra grundvandet under huset, for at kælderen ikke skulle oversvømmes fuldstændig.

Bygget på gammel mosejord

Huset ligger i et boligområde inden for gåafstand til Tueholmsøen, Store Vejle Å og Vallensbæk Sø, og mange af de ca. 150 huse er bygget på gammel mosejord.

Tilbage i 1970'erne var det dog ikke et problem, da de blev bygget, da grundvandsniveauet var sænket fem meter længere ned end tilfældet er i dag.

Kommunen har grundet lovgivning ikke kunne hjælpe familien - men nu er der alligevel godt nyt på vej - til stor glæde for andre end de udsatte grundejere.

På Høje Taastrup Fjernvarme blev en ny varmepumpe i dag indviet, som fungerer på den måde, at grundvandet pumpes op, hvorefter varmen transporteres ind i en eldreven varmepumpe, der tager varmen ud af vandet på en miljøvenlig måde.

Dermed slipper husejerne i de hårdt plagede områder for oversvømmede kældre - samtidig med, at der skabes fjernvarme.

- Det grundvand, der ligger lige under husene, flytter vi nu. Det er godt for beboerne, det er godt for miljøet og faunaen, men det er også godt for vores fjernvarmekunder, da vi får en bæredygtig fjernvarme ud af det, siger Astrid Birnbaum, der er direktør i Høje Taastrup Fjernvarme.

Ikke nok med, at pumpen udnytter det borger-generende grundvand, så sendes det overskydende kolde vand ud i den nærliggende Mølleå - til stor gavn for både dyreliv og vandplanter i åen.

Alt i alt en proces, der gør alle i forløbet glade.

Jubel på borgmesterkontor

Og for borgmesteren i Høje Taastrup er det også glædeligt, at man nu endelig har fået en mulighed for at hjælpe de borgerne, der i årevis har kæmpet med oversvømmede kældre. Og så endda samtidig med, at man får produceret varme til brug i husstandene på en miljøvenlig måde.

- Det her er en win-win-win-win-situation. Der plejer altid at være nogle tabere i en sag, men her er der kun nogle, der ikke mærker til det, og så en masse vindere. 

- Det er også langt langt billigere, at vi får lavet en kollektiv løsning, end at hver enkelt grundejer skal ud at lave individuelle foranstaltninger for at beskytte sit eget hus, siger Michael Ziegler (C), Borgmester i Høje Taastrup.

- Men vi savner stadig muligheder for at kunne hjælpe vores borgere, så det håber vi på at få nogle flere muligheder for at kunne i fremtiden. For de her oversvømmelser kan fuldstændig underminere end families økonomi, siger den konservative borgmester.

Projektet har kostet ca. 15 mio. kr og forventes at dække ca. 2 procent af hele Høje Taastrup Kommunes fjernvarmebehov.

Første gang i Danmark

Det er første gang i Danmark, at man udnytter en grundvandssænkning til at høste fjernvarme, men selv om pionerprojektet har givet masser af viden og erfaringer, var projektet næsten for nemt.

- Vandet i Høje Taastrup er ikke forurenet og kan ledes direkte ud i en å, så da vi først var i gang, var det ret nemt. Til gengæld kommer erfaringerne, og den nye viden vi har indhentet fra projektet i Høje Taastrup, til at gøre gavn på globalt plan, siger Luca Vezzaro, der er lektor på DTU Miljø, Institut for Vand og Miljøteknologi. 

Hos Winnie Nielsen er håbet nu bare, at den nye varmepumpe vil køre længe og på højtryk, så familien igen kan få gavn af sin kælder.

- Jeg er så glad for nyheden om den nye varmepumpe, og jeg kan se lys for enden af tunnelen. For det har både været dyrt og ekstremt anstrengende at kæmpe mod grundvandet, når ingen myndigheder kan hjælpe. Og jeg kan ikke kæmpe alene mod naturen, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik