Godt nyt for Jyllinge Nordmark: Miljøminister åben for anlægslov

Den nytiltrådte miljøminister, Lea Wermelin, ser positivt på muligheden for at lave en anlægslov, så et omdiskuteret digeprojekt kan gennemføres.

Siden marts har det store digeprojekt ved Jyllinge Nordmark, der skulle beskytte de hårdt prøvede beboere i området for nye oversvømmelser, ligget stille.

Klager fra to beboere i området har fået medhold i Miljø- og Fødevareklagenævnet, da vurderingen er, at projektet vil få konsekvenser for naturen, der er klassificeret som særlig beskyttelsesværdigt Natura 2000-område.

Men den nytilrådte miljøminister, Lea Wermelin, Soc.dem., åbner nu op for, at der kan laves en anlægslov specifikt for kystsikringsprojektet ved Jyllinge Nordmark, så man kan genoptage digebyggeriet og se bort fra klager til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

- Jeg har bedt ministeriet kigge på, om en anlægslov er en mulig vej at gå. For vi vil rigtig gerne hjælpe kommunen og borgerne i Jyllinge Nordmark med, at det her projekt kan falde på plads, så man kan få en kystbeskyttelse.

- Der kan en anlægslov være én mulighed, men det er ikke nødvendigvis sikkert, det er den hurtigste løsning. Det er derfor, vi nu kigger på, hvilken vej der er den bedste og sørger for at assistere kommunen så godt, som vi kan.

Natur og kystsikring skal gå hånd i hånd

Selvom de nye udmeldinger fra miljøministeren om en mulig anlægslov utvivlsomt vil skabe glæde hos beboerne i de 258 boliger, der for seks år siden blev ødelagt under stormen Bodil, så giver det også anledning til panderynker hos Jackie Johansen.

quote Det er klart, at jeg som minister også er ansvarlig for, at vi passer godt på miljøet. Men det er omvendt også vigtigt, at de beboere der selvfølgelig er bekymrede over, at vi går ind til en ny stormsæson.

Lea Wermelin, miljøminister, Soc.dem

Han er en af de beboere, der har klaget over det 730 meter lange jorddige, der skal løbe ned igennem hans baghave. For en højde på 2 meter og 40 centimeter over normal vandstand er et unødvendigt stort indgreb på både naturen og de berørte grundejere, mener han.

- Jeg synes, det er kritisk at pege på en anlægslov og sætte demokratiet ud af spil. Navnlig i en sag der er så betændt som denne her, og hvor vi har fået medhold af Miljø- og Fødevareklagenævnet, siger Jackie Johansen.

Miljøministeren mener dog godt, at det kan lykkes at finde en balance mellem hensynet til både naturen og de 94 procent af beboerne i området, der ved en afstemning har bakket op om projektet i sin nuværende form.

- Det er klart, at jeg som minister også er ansvarlig for, at vi passer godt på miljøet. Men det er omvendt også vigtigt, at de beboere der selvfølgelig er bekymrede over, at vi går ind til en ny stormsæson, også ved, at vi politisk er optagede af at hjælpe dem. De to ting skal gå hånd i hånd. Derfor kan ministeriet hjælpe med at sikre, at de konsekvensvurderinger der ligger af projektet er ordentlige og faglige, siger miljøministeren.

Hun tør ikke spå om, hvornår kystsikringsprojektet kan stå færdigt, men hun deler det lokale håb om, at borgerne kan være sikret mod oversvømmelser til vinteren 2020.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik