Glostrup-hus modtager pris: Årets mest innovative

Skræddersyet hus til lavpris vinder fornem pris arkitektpris. Det usædvanlige hus, der ligger i Glostrup, er blevet kåret som vinder af IdéPrisen 2016.

Ved Hvissinge Skov i Glostrup ligger der et svævende hus.

Sådan ser det i hvert fald ud udefra. I huset bor Isma og Usman Syed, og de har netop vundet arkitekturprisen IdéPrisen 2016 for deres arkitekttegnede hus, der nu er årets mest vellykkede, private nybyggeri.

Da parret skulle flytte, kunne de ikke forlige sig med et færdigbygget typehus, som de ikke havde mulighed for at præge selv. Derfor endte de med at få tegnet drømmehuset hos en arkitekt.

- Ved et typehus tilpasser du dig huset. Det her hus er derimod lavet lige præcis til os. Det føles helt specielt at bo i et hus, som ingen andre i hele verden har. Vi ville gerne have store åbne rum og højt til loftet, og det får du altså ikke i et typehus, hvor konstruktionen er forudbestemt. For eksempel er der otte meter til loftet og kig til himlen fra vores køkken, fortæller Usman Syed.

Boligarkitekternes råd: Sådan sikrer du dig et unikt, arkitekttegnet hus på mini-budget

  1. Læg et budget, og fremlæg det for arkitekten. Vær dog opmærksom på, at der ligesom ved andet byggeri kan opstå uforudsete udgifter senere i forløbet.
     
  2. Vær meget specifik omkring dine krav og behov. Det letter arkitektens arbejde.
     
  3. Begræns dig. Du kan altid vælge bedre materialer og smukkere løsninger, men det koster – på samme måde som med et typehus, hvor folk ofte ser grundprisen, men glemmer, at det koster mere, hver gang du skal bestille trelagsvinduer, massive trægulve osv. Vælger du fx tagpap og en simpel konstruktion, får du råd til smukke fliser, lækkert dagslys og personlige detaljer.
     
  4. Sæt fokus på kvalitet frem for kvantitet – et stort hus er ikke nødvendigvis bedre end et mindre. Men det er dyrere at bygge.
     
  5. Lav grundig research. Du kan spare penge mange penge på fliser, hvidevarer, køkken og gulv ved at indhente flere tilbud og krejle lidt. Det tager tid, men sparer penge.
Kilde: Danske BoligArkitekter

Stadig flere kommende husejere ønsker at bygge selv - og mange af dem vælger at få arkitekttegnet drømmehuset.

Det mærker man hos Danske BoligArkitekter, der oplever en stigende efterspørgsel og interesse fra private, der ønsker et unikt hus. Og det er ikke uden grund.

Prisen på et arkitekttegnet hus kan nemlig ofte konkurrere med typehusene.

Føler du selv lyst til at kaste dig ud i et arkitekttegnet byggeprojekt, så fat mod. Det kræver noget - men måske er prisen, når gevinsten er den unikke drømmebolig.

I Glostrup er svævevillaen nu blevet offentligt hyldet. Og ikke uden grund.

- Familien har fået meget arkitektur for pengene, og det er ikke kun arkitektens fortjeneste. De har fra første skitse engageret sig med stor entusiasme i processen og været kompromisløse i deres ønsker til husets form og arkitektoniske udtryk – for eksempel det svævende hjørne, der er lavet uden støttesøjle, siger Pernille Hjorth, der er medlem af IdéPrisens jury og arkitekt og sekretariatsleder hos Danske BoligArkitekter.

Ejernes bedste byggeråd

  1. Afklar de store linjer sammen. Der skal træffes mange beslutninger undervejs, og det vil helt sikkert sætte ægteskabet på en prøve. Derfor er det vigtigt at få diskuteret de store linjer grundigt igennem fra begyndelsen. Det gør beslutningerne nemmere og mindre konfliktfyldte.
     
  2. Hyr en byggesagkyndig. Det giver bedre forhandlingsmuligheder overfor entreprenøren, og samtidig er I sikre på, at formalia er i orden og bliver håndhævet.
     
  3. Brug standardkontrakterne AB-Forbruger eller AB-92, når du skal indgå aftaler med entreprenører. Så er du bedre stillet som bygherre, hvis der skulle opstå en tvist.
     
  4. Bed om en garanti fra entreprenøren. Alt kan ske i denne branche. Derfor bør entreprenøren stille en økonomisk garanti, som kan komme til udbetaling, hvis arbejdet ikke bliver gjort færdigt.
     
  5. Hold byggemøder med referater. Det koster lidt mere, men til gengæld oplever man færre problemer.
     
  6. Hav en konservativ tidsplan. Og sørg for, at der er alternativer fx i forhold til at have et andet sted at bo indtil huset er indflytningsklart.
Kilde: Danske BoligArkitekter

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik