Glæder sig over sorte tal

Den skandaleramte Børne- og Ungdomsforvaltning i København har fået vendt skuden og kan nu præsentere et overskud på 166 millioner kroner for 2007.

Resultatet står i skærende kontrast til de seneste tre år, hvor pengene uden kontrol fossede ud af forvaltningens kasse med det resultat, at der til sidst manglede over en halv milliard kroner.
- Det er absolut glædeligt, at vi nu kan konstatere, at der er kommet orden i sagerne. Udfordringen består nu i at holde kursen siger adm. direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen, Else Sommer.
Omkring halvdelen af det nuværende overskud skyldes, at byens skoler og daginstitutioner har øget deres opsparing, mens den anden halvdel af pengene kommer fra nedskæringer og sammenlægninger af skoler og institutioner.
Og børne- og ungeborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard, glæder sig over de sorte tal:
- Forvaltningens mange medarbejdere har trukket et utroligt læs. Fortjenesten er deres. Nu skal fagligheden og den pædagogiske udvikling i højsædet og der skal sættes massivt ind med efteruddannelse. Folkeskolen skal løftes og de pædagogiske tilbud styrkes. Forvaltningens overskud skal ikke kun tælles i kroner og ører, men også i ny optimisme, mener Bo Asmus Kjeldgaard