Glæde over forslag om S-tog på Kystbanen - men ikke i Helsingør

Borgmestrene fra Hørsholm, Fredensborg og Rudersdal er positive over for tanken om S-tog på Kystbanen, men Helsingørs borgmester er mere skeptisk.

Fremtiden for Kystbanen kan være S-tog Foto: Søren Bidstrup - Ritzau Scanpix

Mandag mødtes transport-, bygnings-, og boligminister Ole Birk Olesen (LA) med borgmestrene fra Helsingør, Hørsholm, Fredensborg og Rudersdal og regionsrådsformanden fra Region Hovedstaden for at drøfte mulighederne for S-tog på Kystbanen i stedet for det omdiskuterede og ofte forsinkede Øresundstog.

Flere tog skal køre til tiden på banestrækningen mod nord - og her kan S-tog være en mulighed for at genoprette punktligheden.

00:24 Luk video

Hvis det skal blive en realitet, skal der først laves en screening af, hvad det kræver at benytte S-togsdrift på Kystbanen. 

Igangsættelsen af en sådan screening mødte bred opbakning blandt borgmestrene.

- Jeg roste ministeren for forslaget og for, at han nu vil undersøge, hvad det kræver, lyder det for eksempel fra Thomas Lykke Pedersen (S), borgmester i Fredensborg.

Fordele og ulemper ved S-tog på Kystbanen

Det er ikke første gang, at der har været tale om S-tog på Kystbanen.

I 2011 blev der også lavet en screening af, hvad det vil kræve at få S-tog på strækningen, men undersøgelsen skal opdateres.

I oktober måned 2018 råbte Pendlerklubben Kystbanen også vagt i gevær, efter en rapport fra COWI kortlagde, hvor store problemerne var på Kystbanen.

Rapporten var bestilt af en række borgmestre i Nordsjælland og vurderingen fra DSB og Banedanmark var efterfølgende, at det vil tage godt ti år at forbedre banen som rapporten foreslog.

Det fik pendlerne til at pege på de langt mere rettidige røde S-tog som en erstatning for Øresundstoget.

- Det er farvel til regionaltog på Kystbanen. Det nytter ikke noget, for de kan ikke få det til at fungere, lød det fra pendlerklubben på Kystbanens talsmand, Michael Randropp, i oktober 2018.

02:36

Pendlermøde den 12. december 2018 om mulighederne for at få S-tog på Kystbanen.

Luk video

På Christiansborg var tre ud af fire borgmestre positivt stemte over for ministerens forslag om en screening, som skal kortlægge mulighederne for S-tog.

- Vi er meget tilfredse med forslaget i Fredensborg. Det er en god idé, fordi det kan give flere afgange, og det kan gøre, at får større rettighed og bedre service, siger Thomas Lykke Pedersen.

- Det er et interessant forslag, fordi S-tog kører oftere, og der er en større driftssikkerhed, siger Morten Slotved (K), borgmester i Hørsholm.

- Med S-tog kan togtrafikken fremtidssikres, og det vil give os en langt bedre dækning i ydretimerne. Det vil også give en stabil drift, og det vil være en stor forbedring for pendlere, siger Jens Ive (V), borgmester i Rudersdal.

Helsingørs malurt i bægeret

Men borgmesteren i Helsingør, Benedikte Kiær (K) er langt mere skeptisk.

- Fra Helsingørs side er vi på ingen måde begejstrede for en S-togslinje, fordi vi har svært ved at se fordelene ved det, og vi tror, at der skal rigtig mange penge til, før det bliver realiseret, siger hun og fortsætter:

Fra Helsingørs side er vi på ingen måde begejstrede for en S-togslinjen, fordi vi har svært ved at se fordelene ved det.

Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør, kons.

- Derfor er det også fornuftigt med en screening. Hvis forundersøgelsen viser, at der er klare fordele ved en S-togslinje, kan den måske overbevise os. Men jeg har ikke armene over hovedet i jubel over forslaget.

Helsingør-borgmesteren uddyber, at hun blandt andet frygter, at S-togene vil være mindre komfortable for pendlere, der plejer at arbejde i toget, og at S-togene vil stoppe på færre stationer i Helsingør i myldretiden.

Desuden er hun bange for, at planer om S-tog på Kystbanen kan bremse arbejdet med at løse de problemer, der er med rettidigheden på Kystbanen her og nu.

Sidstnævnte på trods af at ministeren på mødet med borgmestrene og regionsrådsformanden mandag også kom med forslag til, hvad der kan gøres for at forbedre rettigheden på Kystbanen på kort sigt.

Kommunerne skal også betale for undersøgelse

Ifølge borgmesteren i Rudersdal har ministeren lagt op til, at både Region Hovedstaden, de fire kommuner og staten skal betale for screeningen af kystbanestrækningen.

Staten betaler halvdelen, og kommunerne og regionen skal herefter deles om den anden halvdel.

Jeg er kritisk over for, at vi både er pålagt snævre budgetrammer fra staten, og at staten samtidig foreslår, at kommunerne betaler en del af statens regning.

Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør, kons.

Det drejer sig om 290.000 kroner fra hver kommune, fortæller Benedikte Kiær.

- Jeg er kritisk over for, at vi både er pålagt snævre budgetrammer fra staten, og at staten samtidig foreslår, at kommunerne betaler en del af statens regning. Det er staten, der er pålagt at betale for infrastruktur i Danmark. Jeg vil derfor tage det op med KL, om det kan være rimeligt, siger hun.

Hun påpeger dog, at kommunen alligevel kan være villig til at betale de 290.000 kroner.

- Vi vil gerne være med, hvis vi får garanti for, at vi kan være en del af projektet på lige fod med regionen, de andre kommuner og staten. Vi skal have samme adgang til materialet i undersøgelsen og have samme mulighed for at påvirke, hvad der skal screenes for og hvordan.

Jens Ive fortæller, at det dog endnu ikke ligger endeligt fast, hvor meget kommunerne skal betale til screeningen, og at ministerens forslag skal ses som en del af en forhandling.

- Jeg er indstillet på, at vi skal finde midler til undersøgelsen. Hvor meget, det skal vi diskutere med ministeriet, siger han.

Det er staten, der i sidste ende skal betale for selve omlægningen af Kystbanen til et S-togsnet, hvis forslaget bliver en realitet.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik