Glæde i Nordsjælland over flere penge

Med en ny aftale mellem Kommunernes Landsforening og regeringen i ryggen glæder nordsjællandske kommuner sig til at få flere penge til alt fra veje og skoler til psykiatri og mad næste år. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

På begge sider af både kommune- og partiskel var der i går
glæde og optimisme at spore, efter Kommunernes Landsforening og
regeringen natten til tirsdag forhandlede det kommende års
husholdningsbudget på plads. Blandt andet i forhold til den
ellers så omdiskuterede madordning i daginstitutionerne, der nu
får en pose penge på 400 millioner kroner ekstra til kommunerne.
- I Gribskov har vi allerede selv lagt 2,3 millioner kroner
oveni. Ellers havde vi kun kunnet bruge 19 kroner per barn om
dagen på mad. Nu er vi oppe på 23 kroner, siger Jannich Petersen
(V), der derfor håber, at nogle af de 2,3 millioner kroner vil
blive refunderet, når puljen bliver fordelt til kommunerne. På
den anden side af kommunegrænsen er den socialdemokratiske
borgmester i Halsnæs, Helge Friis, også godt tilfreds med, at
der er givet et års længere løbetid på madordningen i stedet for
at indføre den ved årsskiftet. - Det ekstra år betyder, at vi
kan gøre det bedre, siger han. Borgmesteren ser samtidig frem
til, at de stigende udgifter på beskæftigelsesområdet kan
kompenseres med den nye aftale, hvor de ekstra midler til det
specialiserede socialområde også falder på et tørt sted. - Her
regner jeg også med, at de ekstra midler lige netop kan få
budgettet til at hænge sammen, siger Helge Friis.
Frederikssund-borgmester Ole Find Jensen (S) er lidt skeptisk
over, at det kun er lykkedes kommunerne at få 1,3 milliarder
kroner til udsatte børn og unge, men glæder sig trods alt over,
at regeringen har erkendt, at der er et finansieringsproblem.
Til gengæld giver ekstra fem milliarder og en samlet anlægsramme
på 20 milliarder kroner næring til ny udvikling. - Det er klart
en forbedring på anlægsområdet. Der er et stort behov for at
løfte det - også i vores kommune, siger Ole Find Jensen. Omvendt
mener Gribskov-borgmester Jannich Petersen ligefrem, at det er
godt, at kommunerne ikke får alle ønsker opfyldt på det sociale
område.- I forhold til de sociale udgifter får vi 10 millioner
kroner mere i Gribskov, hvilket ikke dækker meromkostningen, der
er cirka det dobbelte, men der er nødt til at være pres på
kommunerne for at gøre det billigere, siger borgmesteren.