Gladsaxe har landets bedste arkitekturpolitik

Gladsaxe modtager Kulturministeriets nystiftede arkitekturpris, som i år gives til kommunen med den bedste arkitekturpolitik.

Gladsaxe kan noget med arkitektur. Det mener kulturminister Marianne Jelved, der netop har givet Kulturministeriets nystiftede arkitekturpris til Gladsaxe Kommune.

Jelved begrunder valget af Gladsaxe med, at kommunen sætter mennesket i centrum.

- Gladsaxe Kommune tager i sin arkitekturpolitik udgangspunkt i borgernes hverdagsliv og fokuserer f.eks. på borgernes daglige vej mellem hjem, job, institutioner og uddannelse. Jeg håber, at Gladsaxe Kommune kan inspirere flere kommuner til at udvikle en arkitekturpolitik med afsæt i borgernes hverdag, siger Marianne Jelved.

'Vores by er harmonisk og sammensat'

Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst er glad for arkitekturprisen.

- Vi er utrolig stolte af at modtage denne pris. For Gladsaxe er ikke en by fuld af markante kulturelle bygningsværker. Vores by er på en gang harmonisk og sammensat, charmerende og skæv. Vores by er mangfoldig med plads til alle slags mennesker - hele livet. Derfor har vi valgt at skabe en politik, der er i øjenhøjde med borgerne i sætter mennesker i centrum, siger Karin Søjberg Holst.

Prisen blev overrakt ved en konference på Dansk Design Center torsdag.