Glad nonne om pavebesøg: Jeg kommer helt tæt på ham

Søster Anna Marijam Kaschner er kørt fra Birkerød til Lund, hvor hun måske får lov at tale med paven.

For første gang i 27 år får Skandinavien besøg af paven. 

quote  Jeg skal læse en forbøn under messen i domkirken, så jeg kommer rigtig tæt på ham.

Søster Anna Mirijam Kaschner

Pave Frans skal nemlig være med til at markere 500-året for reformationen, hvor kirken blev delt i en katolsk og protestantisk gren.

Han ankommer til Sverige mandag, hvor der vil blive afholdt gudstjeneste i domkirken i Lund.

Derefter kører han til Malmø, hvor der skal være messe, kor og sang på Swedbank fodboldstadion i Malmø. 

Søster Anna Mirijam Kaschner fra den katolske orden i Birkerød, Søstrene af Det Dyrebare Blod, befinder sig allerede i Lund, og hun er intet mindre end begejstret. 

- Det er kæmpe stort. Det betyder rigtig meget, og det viser jo, at det er vigtigt for ham at besøge Nordeuropa. Han foretrækker Lund fremfor eksempelvis det store Tyskland, hvor reformationen ellers startede, siger hun til TV 2 Lorry, og uddyber: 

- Det er en linje, han kører. Han besøger steder, som er i udkanten af den katolske kirke. Han undersøger grænserne og rækker ud til folk, der ikke er vant til at møde paven. Han besøger gerne de fattige eller glemte. 

Hun håber meget på, at hun kan nå at tale med ham, men ved også godt, at det bliver svært. 

- Biskopperne får chancen for at møde ham inden messen, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan nå det. Men jeg skal læse en forbøn i domkirken, så jeg kommer rigtig tæt på ham, siger hun. 

Hvis hun får muligheden for at tale med ham, vil hun spørge, om han ikke vil bede for den katolske kirke i de nordiske lande. 

Hvis der bliver mulighed for at udveksle flere ord, vil hun råde ham til at bede for endnu bedre dialog mellem Folkekirken og den katolske kirke. 

Pave Frans har det med at overraske, når han bliver interviewet i medierne, så søster Anna Mirijam er spændt på hans udtalelser under besøget i Malmø.
Pave Frans har det med at overraske, når han bliver interviewet i medierne, så søster Anna Mirijam er spændt på hans udtalelser under besøget i Malmø.
Foto: Max Rossi - Scanpix

- Vi har et møde hvert andet år med de ledende lutherske biskopper, hvor vi drøfter theologiske spørgsmål, men jeg håber, at vi også kan vise os sammen i offentligheden og måske afholde nogle gudstjenester sammen, siger hun, og forklarer:

- Det vil styrke fremtiden for vores kirke. Vi lever i en tid, hvor den katolske kirke godt nok vokser, men der bliver færre og færre troende kristne. Vi vil nå længere ud, hvis vi slår os sammen. 

Hun understreger, at selvom hun glæder sig umådeligt til at møde paven, så kan man ikke kalde besøget en fejring, da omdrejningspunktet jo er den 500 år gamle skilsmisse.

- Det er en markering, der giver håb om en fælles fremtid, siger hun. 

Pave Frans blev udråbt til pave i 2013, hvor han hurtigt blev kendt som en ustyrlig og mere progressiv pave end de forgående. 

Han har blandt andet sagt, at han ikke ville fordømme en homoseksuel mand, der søger Gud. 

Derfor er søster Anna Mirijam Kaschner også spændt på, om paven vil være god for en overraskelse under besøget. 

- Det er vanskeligt med ham. Nogle gange er han meget progressiv, og andre gange tænker man "hov, var det ikke konservativt?" Han kan ikke puttes i en skuffe. Flere håber på, at han vil udtale, at protestanter og katolikker kan få en fælles nadver, men lad os nu se. Det tror jeg måske ikke, at han kan få sig selv til, siger hun. 

Der er flere katolkske ordener for kvinder i Danmark, og man skønner at der bor over 150 nonner og søstre i landet. TV 2 Lorry besøgte tidligere søster Miriam fra Sankt Elisabeth Søstrene på Amager. 

Du kan se flere portrætter fra TV 2 Lorrys serie '1 blandt 2 millioner' her. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik