I øjeblikket er vandværket ved at skylle deres ledningsnet gennem med vand fra Havdrup Vandværk, og de 55 berørte husstande skal fortsat koge vandet.
- Jeg regner med, at vi får svar natten mellem torsdag og fredag, siger Søren Frogne, der er formand for bestyrelsen på Gl. Havdrup Vandværk.
Bakterierne stammer formodentlig fra regn- eller overfladevand, som er trængt ind i den 80 år gamle vandtank.
- Vi formoder, at der er tale om en indtræning ved taget i vores tank, som ligger over jorden. Vi har i en periode overvejet, om vi skal satse på vedligeholdelse eller udskiftning. Om sommeren kan vandet blive meget varmt, og det har indflydelse på bakterieniveauet, forklarer Søren Frogne til DAGBLADET Køge.
Coliforme bakterier giver diarré ved indtagelse. Ved at koge vandet i to minutter slår man mikroorganismerne ihjel. Søren Frogne anbefaler, at man følger kogeanbefalingen, som kan findes på Solrød Kommunes hjemmeside.