Min mening: Giv børn og unge ro på

Mistrivsel af børn og unge i uddannelsessystemet skal stoppes. Det mener Jacob Mark (SF), der understreger, at samfundet skal stoppe med at piske børn og unge hurtigt igennem deres uddannelse.

Af Jacob Mark (SF), folketingskandidat for SF i Sjællands Storekreds

Børn, der må blive hjemme fra skole på grund af skolevægring. Børn, der får stress eller angst, fordi de ikke ved, hvad de skal være, når de bliver store. Unge, der føler sig pressede og nervøse for ikke at slå til i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt.

I de seneste år er der sket en markant stigning i antallet af børn og unge, der får stress, angst eller depression. Flere og flere børn og unge som ikke trives. Når så mange børn og unge mennesker har det dårligt, er det et sygdomstegn for Danmark.

Vi skal passe på vores børn og unge mennesker. Vi skal give vores børn og unge mennesker mere ro på.

Præstationspresset fortsætter

Udviklingen skal tages alvorligt, og den må ikke negligeres til at handle om de unges robusthed. Børn og unges mistrivsel er for mig at se ikke noget individuelt problem – det er et samfundsmæssigt problem.

MIN MENING

Frem mod det kommende folketingsvalg har TV 2 Lorry givet spidskandidater for alle partierne i storkredsene i Hovedstadsområdet mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger.

Under overskriften "Min mening" skriver kandidaterne indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgere.

Tænk over, hvad vi byder vores børn og unge i dag. Fart på.

Børn bliver presset tidligere og tidligere fra vuggestue til børnehave. Børn bliver presset til at begynde i skole, også selvom de ikke er klar. I skolen bliver de mødt af stopprøver, tests, ranglister og ikke-uddannelsesparathedsstempler. Præstationspresset fortsætter på ungdomsuddannelserne, hvor også karakterræset tager til. Dernæst rammer fremdriftspres og uddannelsesloft for de unge, der vælger en videregående uddannelse.

Børn og unge har ikke travlt

Vi skal som samfund stoppe med at skubbe og piske børn og unge hurtigt igennem uddannelsessystemet. Stoppe med at kræve af de unge, at de – gerne så tidligt som muligt – skal svare på uendeligt mange spørgsmål om, hvad de vil med deres liv. Der er brug for, at vi stopper op og spørger os selv, hvad det egentlig er, vi skal nå. Hvad haster så meget, at det bliver på bekostning af vores børns og unges trivsel og livsglæde?

Svaret er enkelt: Det er der ikke noget, der gør. Derfor mener jeg, det er vigtigt, at vi fortæller både børn og unge, at de ikke har travlt. Og at alt hvad de gør ikke behøver at give nytte.

I SF mener vi, der er brug for en ’ro-på-reform’. Børn skal have den tid i vuggestuen og børnehaven, som de har brug for, og der skal være voksne nok omkring dem. Folkeskolen skal renses for meningsløse nationale test, og i stedet skal der investeres i mere tid til forberedelse for lærerne og lavere klassekvotienter, så der er tid til børnene. Vi skal skrue ned for karakterræset og op for vejledningen. Vi skal give børnene ro på, og det kan kun gå for langsomt.

Klik her for at læse flere fra 'Min mening'

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret