Gilleleje-fiskere afsløret af Greenpeace

Fiskeriforening mener, at retssag i Højesteret om tre fiskere fra Gilleleje er et eksempel på, hvordan juridiske kvaler dræner fiskerierhvervet i Danmark.

Seks år efter at tre fiskere fra Gilleleje sejlede deres kutter ind i et særligt område i Kattegat, bliver det fortsat diskuteret i retsvæsnet, om de fiskede ulovligt i området eller ej.

Tirsdag blev sagen indledt for den højeste appelinstans i Danmark, Højesteret. Det skriver Ritzau.

Det såkaldte "område tre" i Kattegat er nemlig en juridisk gråzone, hvor det ikke står helt klart, om det er Sverige, Danmark eller EU, der har retten til at regulere det.

Den juridiske forvirring dræner erhvervet, sagde direktøren for Danmarks Fiskeriforening, Niels Wichmann, uden for Højesteret efter hovedforhandlingerne.

- Det bliver sværere og sværere at være fisker. Mange har forladt erhvervet. I dag skal man skal lige så meget være bogholder og jurist samtidig med, at man også skal være fisker, sagde han til Ritzau.

Det var også fiskerne, forsvarer Bo Ascanius slog et slag for i retten.

- Det rammer de fiskere på levebrødet, som har fisket i området i hele deres liv, sagde han.

En af de tre Gilleleje-fiskere har været i branchen i 37 år. Men det var først i 2009, at Danmark i samarbejde med Sverige valgte at nedlægge totalforbud mod alt fiskeri i område tre for at beskytte torsken.

- Sverige og Danmark indgik en aftale om at beskytte torsken, da torskebestanden var på et historisk lavt niveau. Der var behov for at gøre en ekstraordinær indsats, sagde statsadvokat fra Rigsadvokaten Mohammad Ahsan.

Men forsvarer Bo Ascanius mente ikke, at man uden videre kan lave særlige nationale regler, da det er EU, der regulerer alt fiskeri - også i område tre.

Derfor er forbuddet ikke gyldigt, og han ønsker at få sagen indbragt for EU-Domstolen, forklarede han.

Grundet de juridiske uenigheder om, hvem der bestemmer i området, må tyske fiskere for eksempel stadig arbejde i området.

- De tyske fiskere griner af dem, sagde han.

Imens juristerne slås videre om, hvem der bestemmer over området, fortsætter fiskerne med at pakke deres fiskenet sammen.

- Det er meget sørgeligt, at den her sag skal vare så længe for de stakkels fiskere i Gilleleje, sagde Niels Wichmann.

Afsløringen af fiskerne stod den grænsesøgende miljøorganisation Greenpeace for. Her gik aktivister ombord på de fem fiskekuttere i Gilleleje og installerede skjulte GPS-sendere i styrehuse og master.

Da Greenpeace fremlagde resultatet for myndighederne, blev fiskerne idømt bøder, mens myndighederne gik ind i sagen. 

Greenpeace selv modtog en bøde på i alt 25.000 kroner for at have monteret overvågningsudstyret, skriver Ritzau.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik