Selve Avedøre Holme er på 450 hektar og erhvervarealet er på 275 hektar. Cirka 375 virksomheder har adresse i området. Foto: Christian Ringbæk, Scanpix

Gigantudvidelse: Metro-jord skal fordoble Avedøre Holme

Jord fra det københavnske metroprojekt kan skabe historisk udvidelse af Avedøre Holme i Hvidovre.

I Københavns Kommune har man for meget jord, i Hvidovre har man for lidt. Derfor undersøger man nu om aflagt metro-jord kan bruges til udbygge Avedøre Holme. 

Det sker efter Københavns Kommune har henvendt sig til Hvidovre Kommune med et tilbud om at deponere op mod 25 millioner kubikmeter jord fra blandt andet metrobyggeriet i København på Avedøre Holme.

Det vil kunne betyde en udvidelse af det store erhvervsområde med omkring 3.200.000 kvadratmeter ud for den sydlige del af området. Det svarer til mere end seks fyldte supertankere - eller 3.653 jumbojets.

Læs også Gennembrud!

Hvidovre Kommune har efter henvendelsen fra Københavns Kommune fået udarbejdet en analyse af Cowi, der beskriver det gigantiske projekt. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse. 

På baggrund af Cowi-analysen har kommunalbestyrelsen godkendt, at der gives en anlægsbevilling på 2,5 millioner kroner til at igangsætte et forarbejde, der skal kortlægge hele udvidelsen af Avedøre Holme – herunder hvilke fordele, ulemper, gevinster og risici, der er i projektet.

- Det er en historisk mulighed, som her byder sig. 

Helle Adelborg, Borgmester, Hvidovre Kommune

- Det er en historisk mulighed, som her byder sig. Vi har i forvejen stort fokus på at udvikle Avedøre Holme til et af Danmarks mest attraktive erhvervsområder, og hvis vi med jorddeponering kan gøre området næsten dobbelt så stort, vil det give plads til masser af nye virksomheder, som kan bruge den unikke placering tæt på hovedstaden til vækst og udvikling, siger Hvidovres borgmester Helle Adelborg (S). 

Læs også Vink til din chauffør

Udover at hjælpe Hovedstadsregionen med at komme af med sin overskudsjord, så vil det mulige udvidelsesprojekt også være med til at styrke den regionale kystsikring på ikke bare Avedøre Holme, men også i Kalveboderne og det indre København.

Endelig vil et næsten fordoblet erhvervsareal indeholde store økonomiske muligheder for Hvidovre Kommune.

- Det er vigtigt, at vi får undersøgt til bunds, hvordan projektet påvirker lokalområdet og naturen omkring Avedøre Holme.

Helle Adelborg, Borgmester, Hvidovre Kommune.

Ifølge det foreløbige estimat fra Cowi vil etableringen af det nye område af Avedøre Holme koste op mod 600 millioner kroner, men det kan dækkes af de indtægter, Hvidovre Kommune vil få for at tage imod jorden fra eksempelvis Københavns Kommune.

- Nu igangsætter vi en større undersøgelse af, hvad der kan lade sig gøre, og så må vi se, hvor det ender. Men jeg er i hvert fald meget tilfreds med, at kommunalbestyrelsen bakker op om projektet, siger Helle Adelborg (S) og tilføjer:

Læs også Historisk dom: 100.000 kroner i bøde for byggestøj

- Det er vigtigt, at vi får undersøgt til bunds, hvordan projektet påvirker lokalområdet og naturen omkring Avedøre Holme. Der skal blandt andet laves en VVM-redegørelse, som vil sikre, at naturen og miljøet ikke lider skade. Derudover vil vi have stor fokus på de trafikale til- og frakørselsforhold til området under et eventuelt udvidelsesprojekt, siger Helle Adelborg. (S)

En intern projektgruppe i Hvidovre Kommune vil i løbet af 2016-2017 lave analyser af projektet, som skal være med til danne grundlag for kommunalbestyrelsens beslutning om det videre projekt.