Giftstof i kina-slik på Vesterbro

Bolsjer og karameller solgt i Danmark forurenet med giftstof, der har gjort 300.000 kinesiske spædbørn syge.

Det giftige proteinstof melamin er med sikkerhed fundet i slik og kager, der er solgt fra kinesiske købmandsbutikker på Vesterbro i København. Det oplyser biolog i Fødevarestyrelsen Dorthe Cederberg til Berlingske Tidende. »Vi har sendt 17 prøver til analyse. I tre tilfælde fandt man melamin i varer, vi i forvejen havde mistanke til«, siger hun. Det kinesiske slik med melamin-forurening drejer sig om nogle karameller og bolsjer af mærket White Rabbit samt pakker med småkager med cremefyld. Ifølge Fødevarestyrelsen er alle varerne fjernet fra hylderne. De positive melaminprøver viser koncentrationer på 26 og 14 mg. pr. kilo i karamellerne og bolsjerne, og fire mg. pr. kilo i kagerne. EUs grænseværdi er sat til 2,5 mg. pr. kilo. Melamin i meget store doser kan skade nyrerne, og i Kina er seks børn døde og over 300.000 børn blevet syge af at have drukket forgiftet mælkepulver. Nedtoner faren I Danmark blev det kinesiske slik forbudt i slutningen af september, og i oktober tjekkede Fødevarekontrollen 24 kinesiske købmænd over hele landet. Hovedparten af de forbudte varer var fjernet fra hylderne, og det var fra disse lagre, man udtog prøver. Selv om slikket indeholder det giftige stof, nedtoner Fødevarestyrelsen faren ved indtagelse. »Det er jo ikke tårnhøje koncentrationer, der er fundet. Men de har været over grænseværdien,« siger Cederberg. Hun ved ikke, om man kan blive syg af at spise karamellerne, men vurderer, at det kommer an på, hvor meget man spiser, skriver Berlingske Tidende. Hun peger på, at der i udlandet er fundet slik med koncentrationer af melamin på 1.500 mg. pr. kilo, mens det omstridte mælkepulver har haft koncentrationer på 2.500 mg. pr. kilo. Udover slik og kager er der for nylig fundet melamin-rester i 230 ton dyrefoder fra Kina. Det drejer sig om importeret soyamel, hvor melamin-indholdet kom op på 5,7 mg. pr. kilo.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik