Giftige alger kan være på vej mod danske strande

Hunde er døde af at bade i vand med blågrønalger, mens mennesker kan opleve udslæt og ubehag.

Hvis det gode sommervejr fortsætter, skal man holde sig fra sjællandske strande.

Satellitbilleder viser nemlig, at giftige blågrønalger er ved at udvikle sig i Østersøen, skriver videnskab.dk.

- Lige nu er der ved at ske en stor opblomstring af blågrønalger ved den finske bugt og ned langs sydkysten til Polen. Hvis det fortsætter på denne her måde, er der stor chance for, at vi kommer til at få problemer i Danmark, fortæller professor emeritus Øjvind Moestrup fra Københavns Universitet til Videnskab.dk.

Han forklarer, at det varme vejr og sollys får blågrønalgerne til at vokse og formere sig, og i værste fald kan de ende med at gøre badevandet til "en tyk og ulækker suppe".

Mennesker og dyr frarådes normalt at gå i vandet, når der er større mængder blågrønalger. Ifølge professoren er der flere eksempler på, at hunde er døde efter at have badet med blågrønalger, mens mennesker kan opleve udslæt og ubehag.

- I 2006 havde vi en meget stor opblomstring af blågrønalger i Danmark, og da var det helt forfærdeligt. Omkring København var der et tykt lag alger overalt, så folk kunne slet ikke bade, siger Øjvind Moestrup.

Han påpeger, at man endnu ikke kan sige, hvor slemt det kan blive, hvis blågrønalgerne rammer de danske farvande i den kommende tid.

Samtidig siger han, at det ikke er hvert år, at det danske badevand fyldes med de giftige alger.

- Når der kommer blågrønalger i de danske farvande, går det oftest ud over Østersøen og det sydøstlige Danmark - måske til og med Storebælt.

- Det er meget usædvanligt at se opblomstringer andre steder i Danmark.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik