Giftig fisk formerer sig som aldrig før

Mildere temperaturer i foråret har givet fjæsingen optimale forhold for at formere sig. Antallet af den giftige fisk er boomet.

En af Danmarks få farlige fisk, fjæsingen, er i vækst langs kysternene. Det melder marinbiolog og akvariechef i Øresundsakvariet, Jens P. Jeppesen.

- Vi har set usædvanligt meget yngel fra fjæsinger i år i forhold til tidligere, fordi vi har haft et mildt forår. Vandet langs kysterne har været et par grader varmere, og det varme vand betyder, at der kommer mere plankton, som ynglen lever godt af. Set over de sidste 20 år i Øresund virker det som om, at forårene bliver mildere og mildere. Sandsynligvis på grund af klimaforandringer, siger Jens P. Jeppesen.

Fjæsingen ligger ofte begravet i sandet. Den er udstyret med giftpigge, og dens stik er meget smertefuldt. Og årene med mange fjæsinger bliver hyppigere og hyppigere.

- Det er helt klart, at fjæsingen nyder godt af mildere forår med højere temperaturer, og det giver de såkaldte fjæsingeår. Det vil sige år, hvor fjæsingen får mere yngel end normalt, og derfor bliver de mere talrige langs vores kyster, siger Jens P. Jeppesen.

At fjæsingen er et farligt bekendtskab har to af Øresundsakvariets pighvarrer måttet sande. De døde nemlig i forsøg på at æde en fjæsing, lyder det fra marinbiologen.

Til trods for dens giftpigge ved gællelåg og øjne skal man ikke frygte fjæsingen, mener marinbiolog i Danmarks Naturfredningsforening, Henning Mørk Jørgensen.

Han forklarer, at fjæsingen i de fleste tilfælde er væk, før vi overhovedet får øje på den i strandkanten.

- Fjæsingen er sky ligesom de fleste andre fisk, så den skal ikke sætte en stopper for en svømmetur i havet. Men fjæsingen er en utrolig smuk fisk, og vil man opleve den smukke fjæsing stå på sandbunden, skal man dykke ved stranden, før der kommer mange badegæster og uro. Se, men ikke røre er vist det korrekte udtryk, når man snakker om fjæsingen, siger han.

Virkningen af giften svarer i styrke til et hugormebid. Men selvom et bid fra en hugorm kan ende fatalt, så har fjæsingen ingen liv på samvittigheden. Man bør dog ved stik søge læge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik