Geranium Foto: Geranium / Instagram

Geranium i bookingstorm efter trestjernet Michelin-succes

Lidt over tre timer er der gået, siden Michelin Nordic Guide strøede stjerner over Danmark. Allerede nu oplever Geranium bookingstorm med op til 7 bookninger i sekundet.

Knap en time gik der, før Danmarks nykronede stjernerestaurant Geranium kunne konstatere bookingstorm på deres hjemmeside. 

Hele 632 gæster sikrede sig bord på restauranten i den første time, efter den tredje, og mest prestigefulde, Michelin-stjerne dumpede ned i kokkehuen på Geraniums stjernekokke Rasmus Kofoed og Søren Ledet.

Læs mere her

Stigningen er ganske voldsom for restauranten, der under normale omstændigheder modtager mellem 60 og 80 bookninger per dag.

Det oplyser bookingsitet DinnerBooking, som administrerer Geraniums gæsteliste, til TV 2 Lorry.

- En Michelin‐kåring er den begivenhed, som trækker allerflest nye gæster til, og der sker oftest meget store stigninger i bookinger lige efter en kåring. Nu kan vi for første gang slå fast, at bookingtilstrømningen i høj grad også gør sig gældende, når en restaurant går fra 2 til 3 stjerner, fortæller partner i DinnerBooking, Peter Thygesen, i en pressemeddelelse.