Gentofte underkendt: Annonce om grundskyld var ulovlig

Ifølge Ankestyrelsen var Gentofte Kommune ude i et landspolitisk ærinde, da man indrykkede en annonce om grundskyld. Borgmesteren opgiver dog ikke her.

Tilbage i januar 2015 kunne læserne af lokalavisen Villabyerne se en noget utraditionel annonce på side 2.

Afsenderen var Gentofte Kommune, der i annoncen skriver, at det ”burde være staten”, der opkræver ejendomsskat og ikke kommunen selv.

Det faldt dengang Enhedslisten for brystet. Partiets enlige medlem af kommunalbestyrelsen, Jeanne Toxværd, indbragte derfor sagen for Tilsynet – og hun har nu fået ret.

- Ankestyrelsen finder, at Gentofte Kommune har handlet ulovligt ved at indrykke og finansiere annoncen (…) idet den efter Ankestyrelsens opfattelse (…) gav udtryk for en meningstilkendegivelse angående et landspolitisk anliggende, skriver Ankestyrelsen i et svar til kommunen.

Det var denne annonce, Gentofte Kommune indrykkede i 2015 - og som nu har vist sig at være ulovlig.
Det var denne annonce, Gentofte Kommune indrykkede i 2015 - og som nu har vist sig at være ulovlig.
Foto: Villabyerne

quote Det er ikke særlig mange penge i et stort kommunalt budget, men det er lemfældig omgang med skatteborgernes penge, at man indrykker annoncer med en partipolitisk agenda

Jeanne Toxværd, medlem af Gentofte Kommunalbestyrelse for Enhedslisten

35 år gammel udtalelse

Det glæder Jeanne Toxværd. For hende handler det først og fremmest om princippet – ikke om de 12.375 kroner, annoncen kostede.

- Det er ikke særlig mange penge i et stort kommunalt budget, men det er lemfældig omgang med skatteborgernes penge, at man indrykker annoncer med en partipolitisk agenda, siger hun til TV 2 Lorry.

Styrelsen henviser til en udtalelse fra Indenrigsministeriet i 1982, som slår fast, at det i udgangspunktet ikke kan være en kommunal opgave at tage standpunkter i landspolitiske anliggender.

Kræver pengene tilbagebetalt

Samtidig med indrykningen af annoncen fremsatte Det Konservative Folkeparti et beslutningsforslag i Folketinget om fastfrysning af grundskylden, ligesom Gentoftes borgmester Hans Toft, Konservative, også udtaler sig om netop grundskyld andetsteds i den udgave af Villabyerne, hvor annoncen var indtrykket.

Derfor havde annoncen karakter af en meningstilkendegivelse, fastslår Ankestyrelsen.

Jeanne Toxværd ser sagen som endnu et udtryk for, at borgmesteren sidder tungt på magten. I denne sag og andre med opbakning fra Venstre, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Konservative.

Hun vil nu – sammen med Poul V. Jensen fra Nye Borgerlige – kræve hele beløbet tilbagebetalt. I et forslag, som Gentofte Kommunalbestyrelse skal tage stilling til i morgen vil de to fløjpartier holde flertallet personligt ansvarlig for udgifterne til annoncen.

Ministeriet kommer ind i sagen

På samme møde vil borgmester Hans Toft søge flertallets opbakning til at indbringe sagen for Økonomi- og Indenrigsministeriet. I udkastet til brevet til ministeriet hedder det blandt andet, at det må være ”lovlig kommunal informationsvirksomhed om et emne, som har meget stor lokal interesse” at indrykke en sådan annonce.

Økonomi- og Indenrigsministeriet er den øverste tilsynsmyndighed over for kommunerne og har således mulighed for at ændre afgørelsen fra Ankestyrelsen.

TV 2 Lorry ville gerne have haft en kommentar fra borgmester Hans Toft til afgørelsen, men det har ikke været muligt at træffe Gentoftes kommunikationschef. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik