Gentofte-borgmester går til minister: Indbrudskurven skal knækkes

Gentofte har i årevis været landets mest indbruds-plagede kommune, men det vil kommunen nu lave om på.

975 indbrud i en kommune med knap 76.000 indbyggere.

Sådan lyder indbrudstallene for 2017 år i Gentofte Kommune. Det var nok til endnu engang at placere kommunen nord for København øverst i indbrudsstatistikkerne for hele landet.

Udviklingen er fortsat i 2018, og det skaber stor utryghed hos borgerne.

- Folk er nervøse. Folk er ængstelige. Og folk tør ikke være alene hjemme. Folk garderer sig med kameraer uden på husene og så videre. Det er helt uholdbart, lyder det Charlotte De Neergaard, der bor i en stor villa på Hartmannsvej i Charlottenlund.

Hun har gentagne gange været i dialog med kommunen om mulige initiativer, der kan dæmme op for de mange indbrud. Og kommunen er meget lydhør.

Nu vil Gentofte nemlig knække den kedelige indbrudskurve.

Hør hele interviewet med Hans Toft her

quote Det må ende med, at det ikke bare er politiet, der har den her opgave.

Hans Toft, borgmester i Gentofte, Kons.

Kommunen vil gøre op med tabu

- Gennem lang tid har vi haft de her høje indbrudstal, og det kan vi ikke blive ved med at se på. Vores borgere kan ikke være tjent med det. Vi kan ikke være tjent med det, siger Gentoftes konservative borgmester, Hans Toft, til TV 2 Lorry.

- Jeg synes, at der altid har været en lidt tabubelagt tone omkring, at det kun er politiet, som kan beskæftige sig med folks sikkerhed, når vi taler om indbrud, tilføjer han.

Derfor vil kommunen i løbet af efteråret nedsætte en arbejdsgruppe bestående af både politikere, borgere og specialister, som sammen skal komme med konkrete bud på initiativer, der kan dæmme op for de mange indbrud. 

Borgmester Hans Toft har allerede gjort sig adskillige tanker om, hvordan kommunen og borgerne kan spille en langt større rolle i forhold til synlighed og konstant tilstedeværelse.

Møde med justitsministeren

ANTAL INDBRUD PER INDBYGGERE I KOMMUNEN: 

1. Gentofte - 128,62 indbrud pr. 10.000 borger.
2. Rudersdal - 121,63
3. Hørsholm - 105,48
4. Helsingør - 104,49
5. Allerød - 99,86
7. Furesø - 89,46
8. Dragør - 88,28
11. Ballerup - 76,82
12. Vallensbæk - 76,78
13. Egedal - 75,58 
14. Lyngby-Taarbæk - 72,83
15. Gribskov - 72,79
16. Glostrup - 71,92
19. Hvidovre - 69,63
20. Brøndby - 67,81

Og selv om hverken kommune eller borgere skal til at agere politi, erkender han, at at der kan være juridiske udfordringer forbundet med de nye initiativer. 

Vil de initiativer, du har i tankerne, ligefrem indebære, at I får en hjælpende hånd i form af ændringer i lovgivningen?

 - Det er muligt. Og derfor har jeg også aftalt et møde med justitsminister Søren Pape Poulsen (Konservative, red.) indenfor den næste uge eller to, hvor vi kan drøfte vores tanker om det her. Og så må vi se, hvad der er af barrierer.

- Men det må ende med, at det ikke bare er politiet, der har den her opgave. Nu må vi også ind som kommune og have en aktiv rolle for at sikre, at den utryghed, der er hos borgerne, forsvinder, siger Gentoftes borgmester, Hans Toft, Konservative, til TV 2 Lorry.

Ifølge Gentofte Kommune er Charlotte De Neergaard en oplagt kandidat til kommunens nye arbejdsgruppe.

Villaejeren da også gjort sig en lang række tanker omkring, hvilke nye initiativer, der kan komme i spil.

Hun mener, at et tættere samarbejde mellem beboerne er altafgørende, hvis problemet skal kommes til livs.

- Det er simpelthen afgørende med ekstremt tæt samarbejde mellem beboerne. At folk står sammen, at vi er synlige og tør gå ud og banke på bildøre og spørge, hvad de skal her. At vi er aktive, når folk skal på ferie, og at vi taler sammen og har et netværk i forhold til opmærksomhed på, hvornår folk er på ferie siger Charlotte De Neergaard og tilføjer:

- Og så er alarmer selvfølgelig rigtig vigtige. Og så skal vi være synlige og ikke stå tilbage - uden at bringe vores liv i fare, selvfølgelig.

Kan du forestille dig en situation, hvor borgere lige pludselig skal ud at jagte tyveknægte?

- Ja, det kan jeg. Og det kan vi jo blive nødt til, hvis vi vil have et sikkert område, siger Charlotte De Neergaard.

12 RÅD TIL AT UNDGÅ INDBRUD:

  1. Luk og lås døre og vinduer, når du forlader din bolig.
  2. Udskift vindueshasper og dørhåndtag med en type, der kan låses og dermed ikke så let brydes op.
  3. Anvend tænd/sluk-ure til lamper både indendørs og udendørs.
  4. Lad det gerne rode lidt, mens du er bortrejst: Et ryddeligt hus kan se ubeboet ud.
  5. Sørg for, at dine værdier ikke er synlige udefra.
  6. Lås værktøj og haveredskaber inde. og lås stigen fast.
  7. Klip hækken ned, så tyven ikke kan gemme sig bag den.
  8. Opsæt eventuelt bevægelsessensorer, der tænder lys udenfor.
  9. Undgå at fortælle på sociale medier, at du er bortrejst.
  10. Få eventuelt naboen til at parkere sin bil i din indkørsel, hvis ikke du er hjemme.
  11. Lad naboen tømme postkassen og fylde i skraldespanden, hvis du er bortrejst.
  12. Lad haven rode lidt, så man tror, at der er nogen hjemme.
Kilde: Nordsjællands Politi

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik