Genoptræning halveres i Gribskov

Når ældre borgere bliver udskrevet fra hospitalet efter en hofteoperation eller et brud på lårbensknoglen, kan det være nødvendigt med et ophold i en midlertidig plejebolig, hvor de bliver genoptrænet, før de kan klare sig i eget hjem. Men fra nytår bliver antallet af genoptræningspladser i Gribskov Kommune reduceret til næsten det halve fra 57 til 33 med en besparelse på 3,5 millioner til følge. Det har social-og sundhedsudvalget besluttet, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Vi lå i overkanten med pladser, og hvis vi ikke udnytter dem 100 procent, bliver det dyrt, forklarer formand for social-og sundhedsudvalget, Pia Foght (S), der ikke er stolt af beslutningen.
Nedlæggelsen bekymrer foreningen Danske Fysioterapeuter, som frygter, at de ældre vil få en kortere genoptræning med forringet livskvalitet og større risiko for genindlæggelse til følge.
- En god genoptræning er en vigtig forudsætning for borgerens livskvalitet. Men det betyder også noget for kommunens økonomi på den lange bane, hvis der bliver flere udgifter til hjemmehjælp. Jeg er bekymret for, at man kommer til at forcere genoptræningen og sender borgerne for hurtigt hjem, så man ikke opnår den ønskede effekt, siger Tine Nielsen, regionsformand i Region Hovedstaden for Danske Fysioterapeuter.
- Mange af borgerne bliver indlagt med brud på hoften, fordi de er faldet. Hvis de ikke får en ordentlig genoptræning, risikerer man, at de falder og brækker noget nyt, uddyber hun.
Hun peger på, at Gribskov Kommune ifølge en rapport fra KL i 2010 var blandt de ti kommuner i landet med flest indlæggelser pr. 1000 indbyggere.
- Så det kunne tyde på, at de har brug for pladserne, mener Tine Nielsen ifølge Frederiksborg Amts Avis.
De ansatte på Søstien udtrykker også bekymring for de ældre. Pia Foght peger dog på, at en del af besparelsen skal bruges på forebyggelse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik