Foto: Lorry

Gennemklippet kørekort ingen hindring

Syv klip i kørekortet er ingen hindring for at fortsætte med at køre bil. Selv om grænsen for, hvornår kortet skal ryge, er på tre klip, er der massevis af bilister bag rattet med et gennemhullet kørekort. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Mandag blev en 22-årig mand standset på Rungsted Strandvej i Hørsholm. Her fik han sit syvende klip i kørekortet. Men så længe manden nægter, kan han blive ved at køre. Og den slags sager er ikke usædvanlige, lyder det fra politiet.

- Vi ser desværre ofte, at der er nogle mennesker, der er eksperter i at trække tiden, blandt andet ved at nægte, så de kan beholde deres kørekort så længe som muligt, siger færdselsbetjent Lars Jensen fra Nordsjællands Politi.

Det er blandt andet muligheden for at få sin færdselssag for retten, der giver et smuthul til at køre videre.

- Man har altid mulighed for at få sin sag prøvet i retten, det er en del af den danske retssikkerhed. Og så må man vente på, at sagen er afgjort, siger politiinspektør Helge Holbek fra Nordsjællands Politi.

Alligevel er klippekortordningen ikke forgæves, vurderer han.

- Klippekortordningen er så meget værd, at alle klip får betydning. På et tidspunkt vil bilisten blive dømt, og så tæller alle klip med. Klip ud over de tre bliver sat i banken og tæller med, hvis der bliver begået flere forseelser. På et tidspunkt klapper fælden og man får en ubetinget frakendelse, siger Helge Holbek.

Bliver bilisten ved med at lave grove trafik-forseelser og køre i frakendelsestiden, risikerer man i sidste ende fængselsstraf.