Genåbning af svømmehal udskudt: Foreninger raser

Kritikken hagler ned over Københavns Kommunes renovering af svømmehaller. Tidsfrister bliver ikke overholdt, og informations- og serviceniveauet halter, mener svømmeklubber.

Efter mere end et halvt års renovering skulle Hillerødgade Svømmehal på Nørrebro have stået færdig til september.

Men nu er genåbningen blevet udskudt helt frem til januar næste år, og det har store konsekvenser for en række af hovedstadens svømmeklubber.

quote Vi har nu cirka 550 tilmeldte medlemmer i Hillerødgade, som vi nu skal til at kontakte og bruge tid og kræfter på at tilbageføre penge til. Vi har jo lange ventelister, så det er stort set umuligt at tilbyde undervisning andre steder

Lars Sørensen, klubdirektør for Hovedstadens Svømmeklub.

Klubberne, der var blevet stillet i udsigt, at svømmehallen ville genåbne i næste måned, har nemlig allerede fyldt deres svømmehold op med medlemmer i det kommende halve år.

Men på grund af de yderligere forsinkelser med renoveringen er klubberne nu nødsaget til at tilbagebetale pengene til de mange medlemmer, der ikke har mulighed for at komme i svømmehallen.

Det har ifølge klubberne store omkostninger, og de står nu med tilbage med frustrerede medlemmer og en stor udfordring i forhold til at fastholde deres instruktører.

Bøvl med løse fliser

Det er en uholdbar situation, mener både Hovedstadens Svømmeklub, foreningen SheZone og DGI Storkøbenhavn. De tre klubber udtaler samstemmende, at Københavns Kommunes informations- og serviceniveau halter, når byens svømmehaller skal renoveres, og klubberne efterlyser derfor klar besked og politisk handling.

- Vi har netop fået at vide, at Hillerødgade Svømmehal nu udskyder genåbningen cirka et halvt år, fordi kommunen ikke er blevet færdig med reparation af løse fliser. Det overrasker os meget, da vi udtrykkeligt, før vi åbnede for tilmelding i juni, bad kommunen om at bekræfte, at alt var OK, siger Lars Sørensen, der er klubdirektør for Hovedstadens Svømmeklub.

- Vi har derfor nu cirka 550 tilmeldte medlemmer i Hillerødgade, som vi nu skal til at kontakte og bruge tid og kræfter på at tilbageføre penge til. Vi har jo lange ventelister, så det er stort set umuligt at tilbyde undervisning andre steder, siger han.

"Stærkt uheldigt og uholdbart"

Også foreningen SheZone, der er målrettet piger og kvinder i København, bliver ramt af forsinkelsen. Foreningen har dog endnu ikke, som Hovedstadens Svømmeklub, fået en officiel besked om, at Hillerødgade Svømmehal fortsat er lukket, hvilket undrer forkvinde Nana Holstein:

- Svømmehallen var lovet genåbnet medio september, og derfor åbnede vi for tilmeldinger til vores hold sidste onsdag, hvor vi har fået 35 tilmeldinger. Vi har derfor selv kontaktet kommunens lokaleudlån for at få bekræftet, at svømmehallen fortsat er lukket, men har ikke fået noget officielt på skrift fra dem endnu. Jeg formoder, at der kan være andre foreninger, der heller ikke har fået besked fra kommunen endnu, hvilket er stærkt uheldigt og uholdbart, siger hun.

Ikke første gang

Ifølge de tre svømmeklubber er det ikke første gang, at kommunen ikke overholder de frister, den selv har sat for istandsættelse af svømmehaller.

Og det er et problem, mener svømmeklubberne. For det gør det vanskeligt at drive en idrætsforening, som er afhængig af at kunne planlægge længere ud i fremtiden for at kunne organisere aktiviteter og tiltrække både instruktører og medlemmer.

Konkret har SheZone nu 16 frivillige instruktører, som foreningen skal forsøge at fastholde endnu et halvt år - uden at foreningen har mulighed for at tilbyde svømmeundervisning.

Kræver kompensation

Allan Nyhus, der er formand for Hovedstadens Svømmeklub, har forståelse for, at kommunen skal vedligeholde byens svømmehaller. Men foreningen er dybt afhængig af, at kommunens egne tidsfrister og deadlines bliver overholdt, forklarer han.

- Nu står vi med mange medlemmer, især børn, der nu må udsætte deres svømmetræning. Kommunen må kompensere de foreninger, der har brugt tid og kræfter på at planlægge næste sæson, der begynder lige om lidt, men først og fremmest må kommunen blive bedre til at overholde egne renoveringsplaner. Især i en by, hvor svømmeklubberne i forvejen har lange ventelister, siger Allan Nyhus.

De tre parter har sammen formuleret en række løsningsforslag, som de håber kan få kommunen til at handle.

Blandt de løsningsforslag, som klubberne og DGI Storkøbenhavn har formuleret, er:

  • Kommunen må åbne de svømmehaller op, der lukker tidligt i weekenden: Det er bl.a. Emdrup Bad, Valby Vandkulturhus, Sundby Bad, Øbrohallen samt Vesterbro Svømmehal, der har velegnede tider i weekenden, hvor der holdes lukket. Giv foreningerne plads i disse haller.
  • Luk foreningerne ind i den offentlige åbningstid: I perioder, hvor der er hallukninger, bør kommunen omfordele tid i andre svømmehaller fra den offentlige åbningstid til de foreninger, der er berørt af hallukningerne, således at foreningerne kan opretholde blot noget af deres aktivitetsniveau.
  • Kommunen må organisere sig på en ny og bedre måde og blive bedre til aktivt at melde ud ift. svømmehallernes faste brugere, så det ikke er foreningerne selv, der skal være aktivt opsøgende for at få viden om, der er noget, der forhindrer de kommende foreningsaktiviteter. Der er helt tydeligt ikke styr på, hvem der gør hvad i kommunen. Informationerne kommer ofte tilfældigt til brugerne af svømmehallerne og med meget kort varsel, hvilket har store konsekvenser medlemmer og foreninger.

Det er Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, som står for driften af Hillerødgade Svømmehal. I et interview med TV 2 Lorry beklager Kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld (Å), den situation, svømmeklubberne og dens medlemmer nu er endt i.

- Jeg venter på en redegørelse, og forholder mig nu til, at det skal udskydes yderligere. Det er super ærgerligt, fordi vi har stor efterspørgsel på svømmefaciliteter, specielt til de små poder, så derfor er jeg også ekstra opmærksom på at følge sagen til dørs, siger Niko Grünfeld

Hvorfor har forvaltningen ikke kommunikeret bedre ud til svømmeklubberne?
Det er sådan, at vi får et notat ud den 2. juli, og der bliver den information så ikke videregivet til de forskellige frivillige foreninger, som for eksempel Hovedstadens Svømmeklub. Det er dybt beklageligt og en menneskelig fejl, Det skal vi rette op på, så det ikke sker en anden gang, lyder svaret fra Kultur- og fritidsborgmesteren.

Kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld (Å)

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik