Geertsen opfordrer til kamp mod Ritt

De borgerlige partier på Københavns Rådhus er blevet udstyret med et »økonomisk hold-kæft-bolche« og udgør i øjeblikket ikke en synlig opposition til overborgmester Ritt Bjerregaard (S). Sådan lyder kritikken fra en mand, der kender københavnsk lokalpolitik indefra; tidligere kultur- og fritidsborgmester, Martin Geertsen (V), der for knapt et år siden overlod sin borgmesterpost og posten som Venstres leder på Københavns Rådhus til Pia Allerslev.

Ligesom Uffe
Ellemann-Jensen for tiden rykker ud med anvisninger om den rette
politik til sin efterfølger, Anders Fogh Rasmussen (V), er også
Martin Geertsen klar med gode råd til sin efterfølger og til de
øvrige borgerlige politikere på rådhuset. Det lykkedes Venstre,
de Konservative og Dansk Folkeparti at vippe de sædvanlige
budgetparter på venstrefløjen af pinden, men det historiske
budgetforlig med Ritt Bjerregaard er gået ud over de politiske
udmeldinger fra den borgerlige lejr, lyder kritikken fra
Geertsen, der på sin nye blog på internettet,
»martingeertsen.com«, skriver: »De borgerlige er udstyret med et
økonomisk hold-kæft-bolche og har travlt med at bruge penge.« Og
videre: »Man vil ikke »gå efter« budgetpartneren Ritt
Bjerregaard. I hvert fald ser den synlige borgerlige udfordring
af Ritt Bjerregaard for nærværende ud til at pakket sammen. Det
kan vise sig at være en farlig strategi.« Martin Geertsen, der i
dag er kommunikationsrådgiver, opfordrer de borgerlige til en
højere grad af opposition til Ritt Bjerregaard. »Det er helt
uomtvisteligt, at siden Ritt Bjerregaard er kommet på scenen i
københavnsk politik, er der er kun én stjerne, og det er hende.
Det er hende, der sætter dagsordenen, og hvis man vil gøre sig
synlig, bliver man i et eller andet omfang nødt til at være
kritisk over for hende,« siger Martin Geertsen, der ikke er
nervøs for, at han kommer til at virke bagklog. Venstres
nuværende leder på Københavns Rådhus ønsker ikke at kommentere
de gode råd fra sin forgænger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik