Gammel skole kan blive til nye boliger

De røde bygninger på Kregme Skole sættes endnu engang til salg i Halsnæs. Nu har kommunen afklaret, hvad bygningerne må bruges til.

I snart fire år har Kregme Skole stået tom, men det kan snart være fortid.

Det er hvert fald håbet fra byrådet i Halsnæs, der igen vil sætte skolen til salg i offentligt udbud.

Sådan lyder konklusionen fra politikerne på en lukket del af byrådets møde i marts, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Der er ingen grund til, at skolen bare står tom. Vi har kigget på kommunens ejendomme, og hvad vi kan bruge dem til, og vi har intet at udnytte skolen til. Derfor er det en naturlig proces at sælge den, siger borgmester Steffen Jensen, soc.dem., til Frederiksborg Amts Avis.

Samtidig gør han det klart, at skolen ikke har været aktuel i planerne om en lokalitet, der kan huse Energitilsynet, som regeringen har besluttet skal flytte til Halsnæs Kommune.

Kregme Skole var i brug i i alt 60 år, hvor de sidste 9. klasser holdt translokation i 2014. Herefter blev alle skolens elever flyttet til den nærliggende Magleblik Skole. 

Forsøgte salg uden held

Allerede året efter forsøgte kommunen at sælge de store skolebygninger uden held.

Byrådet afviste endda iværksætterefterskolen New Nordic Youth, der i dag ligger i Torup.

Kommunen fik endda flere bud på ejendommen fra ejendomsudviklere, der ville anvende lokalerne til boliger, men det blev aldrig til et salg.

Det skyldtes forholdet, at skolen ligger placeret i en landzone, hvilket krævede et ændret plangrundlag for området og en afklaring hos Erhvervsstyrelsen, skriver Frederiksborg Amts Avis.

I stedet for at takke ja til buddene, startede Halsnæs byråd i stedet en dialog med Erhvervsstyrelsen om mulighederne for ejendommen. 

Kregme Skole kan blive til boliger.
Kregme Skole kan blive til boliger.
Foto: Uffe Weng / Ritzau Scanpix

Afgørelse: Skole kan blive til boliger

Nu er det imidlertid blevet muligt at anvende den gamle skoles grund til i alt 30 boliger.

- Vi har tidligere efterspurgt en afklaring fra Erhvervsstyrelsen om, hvad man kan bruge bygninger til, så mulige investorer på forhånd var afklaret, når vi lavede et udbud. Den afklaring har vi nu fået, og derfor er skolen sat til salg igen, siger borgmesteren til avisen og tilføjer:

- Vi ved nu, at en del af bygningerne må bruges til lejligheder, og jeg tror, at der kunne ligge pæne lejligheder deroppe.

Selvom Kregme Skole nu kommer i offentligt udbud, er prisen fortsat ukendt. Halsnæs har fastsat et krav om en mindstepris, men den pris bliver holdt internt. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik