Den høje pris skyldes, at sedlerne havde været bundet sammen i mange år. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix

Gamle pengesedler sætter rekord på auktion

Tirsdag blev et bundt kinesiske pengesedler fra 1854 solgt for 1,4 millioner kroner ved en auktion i Danmark.

50 slidte sedler var tirsdag i fokus ved en møntauktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

De 50 sedler udgør nemlig et bundt sjældne kinesiske pengesedler, som tirsdag blev solgt for hele 1,4 millioner kroner.

Det er ifølge Bruun Rasmussen det højeste hammerslag ved en møntauktion i Danmark nogensinde. 

Læs også Efter 19 år i bankboks: Million-mesterværk kommer på auktion

Den rekordhøje salgspris både begejstrer og overrasker chefnumismatikeren - en faglært inden for mønter - hos Bruun Rasmussen, Michael Fornitz.

- Havde det været europæiske pengesedler af samme karakter, som havde været bundet sammen og i samme kvalitet, havde samlere ikke fundet det særligt interessant. Hvad skal man med 50 ens pengesedler?

- Men her var der tale om nogle kinesere, der kunne se det unikke i, at det var et intakt bundt, siger han.

Den høje pris skyldes netop, at sedlerne har været bundet sammen i så mange år.

- Det er ikke den enkelte seddel af de 50, der er sjælden. Det er det, at de var samlet i et bundt i 150 år, fortæller Michael Fornitz.

Andre pengebundter vil typisk være blevet brudt op til at købe for. Ellers har samlere delt dem op, da man indtil nu har fået mere for én seddel gange 50 end for et samlet bundt. 

Læs også Brudepar bortauktionerer deres bryllup

Han var en stor samler af alt muligt. Ikke bare pengesedler og mønter, men alt der var kinesisk relateret

Michael Fornitz, Chefnumismatiker

- Derved er de her bundter blevet så sjældne, at de faktisk er uopdrivelige. Når der så endelig dukker et op, bliver det så dyrt her, siger Michael Fornitz.

Pengesedlerne stammer fra en dansk telegrafbestyrer og kunstsamler, der hed Sophus Black. Han var udstationeret i Kina i starten af 1900-tallet, hvor han bragte kinesiske kunstgenstande hjem til Danmark.

- Han var en stor samler af alt muligt. Ikke bare pengesedler og mønter, men alt der var kinesisk relateret, såsom buddhafigurer, malerier og porcelæn, fortæller Michael Fornitz.

Pengesedlerne blev købt af en kineser fra Hong Kong, oplyser Michael Fornitz.

/ritzau/

Læs også Elefanthus-mursten solgt for højt beløb