Galoperende boligmarked i København ramt af ny tendens

Priserne på ejerlejligheder i hovedstaden har nu fundet et mere naturligt leje.

Købere og sælgere af ejerlejligheder i København har nu fået lidt nemmere ved at følge med i den ellers hidsige prisudvikling.

For mens priserne på ejerlejligheder i længere tid bare har overgået sig selv måned efter måned, ser de nu ud til at have fundet et mere normalt niveau.

Priserne steg således én procent fra april til maj, og det er normalt for maj måned. Samtidig viser det sig, at nedslaget på ejerlejligheder er steget væsentligt i København de seneste tre måneder, lyder det fra Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden, i en pressemeddelelse.

quote Det er usædvanligt, at nedslaget på ejerlejligheder stiger i foråret

Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden

- Det er usædvanligt, at nedslaget på ejerlejligheder stiger i foråret. Det fortæller os, at den voldsomme efterspørgsel er aftaget, så sælgerne ikke længere bare kan tage den næste køber i rækken, når de møder en køber, der ikke vil betale udbudsprisen, siger Birgit Daetz.

Årsagen til, at salgspriserne ikke er påvirket af de stigende nedslag, det højere udbud og den faldende efterspørgsel er ifølge Birgit Daetz, at markedet endnu ikke har tilpasset sig de ændrede forhold.

Færre handler

Ifølge boligmediet Boliga.dk er boligpriserne i Københavns Kommune generelt steget med 20 procent siden coronavirus entrerede i marts 2020.

Nu har markedet dog fundet et mere normalt leje med færre handler, lyder det fra flere ejendomsmæglere i hovedstaden.

- Vi kan helt klart godt mærke, at der er færre handler, det er der ingen tvivl om. Boligkøberne er blevet langsommere i beslutningsprocessen, hvor de var meget hurtigere tidligere. De er mere vævende, mere usikre - og der er også nogen, der trækker sig ud af markedet, fordi der er mange parametre lige nu, der kan være svære at blive kloge på, siger Mogens Brask, der er indehaver Home-butikkerne Nørrebro og Nordvest-Emdrup, til Boliga.dk.

Når markedet vender, er det naturligt, at køber og sælger skal bruge kræfter på at finde hinanden, lyder det fra Anne Crone, der er indehaver af flere Danbolig-butikker i København.

- Sælgerne synes måske stadig, at deres bolig er rigtig attraktiv og vil have en høj pris for den, som køberne derimod ikke længere er villige til at betale, siger Anne Crone, der dog mener, at parterne har nærmet sig hinanden mere, end tilfældet var tidligere på året.

Kan score gevinst

Når priserne ikke længere slår den ene tårnhøje rekord efter den anden - men måske snarere ser ud til at stagnere - kan det være tillokkende for ejere af attraktive ejerlejligheder at sælge for at score den store gevinst, mens markedet stadig tillader det.

quote Når man har set et voldsomt ryk på 20 til 30 procent på en kort årrække, så er der mange, der overvejer, om de skal rykke

Daniel Christiansen, indehaver af Nybolig i Carlsberg Byen

I eksempelvis Carlsberg Byen i København hænger der flere til salg-skilte i vinduerne, og det kan i nogle tilfælde hænge sammen med, at projekt-køberne efter en håndfuld år i den nye bydel nu øjner en betragtelige fortjeneste ved at sælge.

Det siger Daniel Christiansen, indehaver af Nybolig i Carlsberg Byen, til TV 2 Lorry. Han får henvendelser fra mange sælgere, der gerne vil have vurderet boliget.

- Folk hører nyheder om, at markedet tager sig en puster. Og når man har set et voldsomt ryk på 20 til 30 procent på en kort årrække, så er der mange, der overvejer, om de skal rykke og cashe ud - det er i hele Storkøbenhavn, siger Daniel Christiansen.

Han understreger dog, at der kan være flere forskellige årsager til at særligt ejere af projektkøb - i eksempelvis Carlsberg Byen - ønsker at sælge.

- Man køber ud fra et papir og en forestilling. Vi har haft et par, der har ventet i to år på at flytte ind, men de er i mellemtiden gået fra hinanden.

- Og så er der dem, der fortryder. Det handler grundlæggende om, at man havde en forestilling om, hvordan den nye bolig ville se ud. Måske var stuen mindre end forventet, siger Daniel Christiansen.

Region Hovedstaden har de suverænt højeste kvadratmeterpriser i landet - her ligger gennemsnittet på 34.657 kroner, og det er mere end dobbelt så meget som Region Sjælland på andenpladsen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik