Arkivfoto Foto: Lorry

Gaderøver gav gammel Nokia tilbage

En ældre Nokia-telefon var ikke god nok til en røver i København, som leverede byttet tilbage med det samme.

Et gaderøveri i København tog en uventet drejning, da gerningsmanden så modellen på en røvet mobiltelefon.

Torsdag aften blev den forurettede passet op på gaden.Gerningsmanden viste en kniv og truede offeret til at udlevere sin mobiltelefon.

- Da gerningsmanden konstaterede, at der var tale om en gammel Nokia, leverede han telefonen tilbage og gik fra stedet, skriver Københavns Politi.

Gerningsmanden beskrives som udenlandsk af herkomst, 20-22 år, 170-175 centimeter høj, tæt bygget, bredt hovedet og kort mørkt hår. Han var iført en sort halvlang jakke, mørke bukser, sort kasket og havde formentlig en guldkæde om halsen.

Røveriet skete torsdag aften klokken 21 på Bragesgade på Nørrebro. Politiet på Station Bellahøj efterforsker sagen.

To andre gaderøverier med en kniv i København torsdag aften gav gerningsmændene to andre mobiltelefoner.