Gåtur med dinosaurer: Spektakulære robotter imponerer Viggo og Albert

Det store sceneshow 'Walking With Dinosaurs' er tilbage for tredje gang i Danmark. Denne gang i Royal Arena.

Verdensstjerner som Metallica og Kendrick Lamar har før brølt fra scenen i Royal Arena, men denne weekend er der tale om en Tyrannosaurus Rex og en 11 meter høj Brachiosaurus.

Verdensturnéen 'Walking With Dinosaurs' er igen i Danmark, så endnu en gang har københavnerne mulighed for at opleve de fantastiske fortidsvæsener i fuld figur. 

Og det er en gangske spektakulær oplevelse - i hvert fald at bedømme på 6-årige Albert og 8-årige Viggo, som fik et smugkig med TV 2 Lorry. 

Drengene havde vidtåbne øjne gennem alle scenerne - dog sommetider armene over hovedet eller hænder for ørerne, når de store brøl bragede ud af højtalerne. 

Dinosaurerne er nemlig både store og virkelighedstro, og det er bestemt spændende, men ikke altid fryd og gammen. 

- Min yndlings-dino mod den der T-Rex var ikke særlig sjovt, siger Albert, da han bliver spurgt, om han kan lide den store kødæder. 

Det kan han ikke. Men han har til gengæld sympati for den firbenede Stegosaurus med pigge på ryggen. 

 

En anelse farligt for de mindste

Faktisk var 6-årige Albert ikke altid helt tryg ved, hvad de store dinosaurer kunne finde på.

Der er i virkeligheden tale om robotter med mennesker indeni, men det kunne han godt betvivle.

- Jeg vinkede til de der lange nogen. Men de kunne komme og spise mig, siger han efter forestillingen. 

Storebror Viggo var omvendt mere sikker. Men han havde da også helt styr på, at nogen af dyrene spiser kød, mens andre faktisk holder sig til planter. 

- Jeg synes, det var sjovt at se Walking with Dinosaurs, siger han, og dét er han ikke ene om. 

Mere end 100.000 danskere - og hele ni millioner mennesker på verdensplan - har allerede set showet, der er baseret på BBC's serie af samme navn fra 1999. 

Forestillingen er produceret og iscenesat i Australien, og har allerede besøgt USA, Asien og Europa. Af flere omgange.

 
 

Middelmådig britisk anmeldelse

Første gang de forhistoriske kæmper ankom til Danmark var under showets første verdensturne i 2009. Dengang fik forestillingen pæne ord med på vejen - blandt andet i Politiken, hvor man kaldte det spændende at følge med i. Om så man er fem, 35 eller 65 år gammel.

Dog også uhyggeligt for de mindste. 

Siden har forestillingen været på verdensturne i 2012, hvor man igen kom forbi Forum i København, og nu er man altså i gang med sin tredje vandring rundt i verden. 

Det britiske medie The Standard gav den seneste udgave af showet middelmådige tre af fem stjerner:

Det er helt sikkert imponerende, men den lidt begrænsede interaktion mellem dinosaurerne og palæontologens forklaringer gør, at det spektakulære show nogen gange føles mere som et foredrag (..) En forklaring på video om den flyvende Ornithocheirus var heller ikke den mest spændende måde at starte anden akt på, men de blodtørstige Velociraptorer var dog en trøst, skriver man. 

 
 

Show har afledt diskussion

Showet slår sig op på at være faktuelt korrekt, og derfor blev det blandt diskuteret i 2013, hvorvidt dinosaurernes bevægelser stod mål med virkeligheden. 

Forskere stillede blandt andet spørgsmålstegn ved, hvorvidt de computer-simulerede bevægelser tager højde for dinosaurernes nakkehvirvler og brusk:

- Det er nemt at blive imponeret over de rekonstruerede modeller, men hvis de ikke er baseret på virkelige data fra levende dyr, tjener de faktisk kun til at forvirre offentligheden, sagde palæontologen Matthew Cobley til BBC.

For Viggo og Albert er der dog ingen tvivl, om at det ligner rigtige dinosaurer.

Og mon ikke også at showet kommer tilbage en fjerde, femte eller sjette gang i fremtiden?

Så længe der fødes børn, er der publikum til forestillingen. De fleste skal trods alt igennem en såkaldt dino-periode. Nogen af os kommer aldrig over den.  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik