Gåtur i banebrydende København: Oplev hovedstadens homoseksuelle tidslommer

Tag på byvandring og gennemgå den lange og seje kamp for homoseksuelles ret til at være sig selv.

Inden længe er der Copenhagen Pride Week, hvilket betyder, at en lang række arrangementer og virksomheder vil hylde den danske mangfoldighed. 

Samtidig er det præcis 70 år siden, at den første danske forening for homoseksuelle - i dag LGBT Danmark - blev stiftet herhjemme, og dét vil man markere med en byvandring omkring de steder, som har haft særlig betydning for hovedstadens LGBTQ-historie. 

Turguiden er journalist og fatter Bjarne Henrik Lundis.

Og han medvirker netop nu i TV 2 Lorrys serie "Regnbuen over København", der portrætterer de mennesker, som er gået foran i kampen for homoseksuelles rettigheder. 

Kampen handler i dag om retten til at være den, man vil være

- Københavns homoseksuelle, biseksuelle og transkønnedes historie er en rejse fra famlen på byens voldområder i ly af natten til farvefrække Pride-parader på Rådhuspladsen, forklarer forfatteren.

- Det drejer sig nu også om at få lov til at designe sit eget køn på den måde, man nu har lyst. En kamp fra seksualitet til identitet, siger Bjarne Henrik Lundis.

På vandreturen gennem Københavns gader vil han blandt andet komme forbi flere homoseksuelle barer, Kvindehuset, Københavns Byret og Ørstedsparken, hvor mænd startede med at møde andre mænd efter mørkets frembrud for over 150 år siden.

København har været banebrydende

Bjarne Henrik Lundis understreger, at vi herhjemme har en helt særlig historie at fortælle, når det gælder rettigheder til homo- og LGBT-miljøet.

- Det er nemlig lykkedes os at sætte en udvikling af større ligestilling i gang internationalt, som siden har været til inspiration for mange andre lande. Det viser, at det kan lykkes for minoriteter at ændre historien i positiv retning i den brede befolkning og hos politikerne, siger han.

Byvandringen foregår onsdag den 15. august klokken 17.00 med start fra Regnbuepladsen. 

Se første afsnit af Regnbuen over København nedenfor eller find hele serien og webdokken her.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik