Det er normalt ikke en stor del af en fysioterapeuts arbejde at forholde sig til spørgsmål om liv og død - eller at holde døende patienter i hånden indtil sidste åndedrag.
Det er dog netop virkeligheden for 75 fysioterapeuter på Hvidovre Hospital, som siden Danmark blev ramt af corona har taget sig af dødsyge covid-patienter.
Det sværeste har været, hvordan jeg skulle give patienterne ro og tryghed, selvom de godt ved, at det er deres allersidste tid. Den samtale har været svær, og det har berørt mig rigtig meget.
Et arbejde, der har medført et stort pres for fysioterapeuterne, der pludselig står overfor nogle markant anerledes og mere alvorlige opgaver end normalt, og det har påvirket deres arbejdsmiljø, skriver Arbejdsmiljørådet i en pressemeddelelse.
- Pludselig står vi med liv og død mellem hænderne. Det var ikke det, jeg regnede med, at jeg skulle, da jeg startede på fysioterapeutuddannelsen, fortæller Jacob Holmehave-Brandt, der er arbejdsmiljørepræsentant for fysioterapeuterne på Hvidovre Hospital, til TV 2 Lorry:
- Jeg troede, jeg skulle arbejde med sportsaktive personer, men pludselig står jeg med patienter på min fars alder, som er ved at dø af en forbandet virus, og skal forklare dem, at de måske ikke overlever.
Fysioterapeuterne er blevet oplært af mere erfarne kolleger til at varetage mange af de nye opgaver, men i takt med, at de er blevet præsenteret for de mere alvorligt syge patienter, er der opstået et behov for få hjælp til de mere etiske aspekter af arbejdet, hvor fysioterapeuterne har skulle svare på spørgsmål om liv eller død:
- Det sværeste har været, hvordan jeg skulle give patienterne ro og tryghed, selvom de godt ved, at det er deres allersidste tid. Den samtale har været svær, og det har berørt mig rigtig meget.
Det fortæller Jacob Holmehave-Brandts kollega, Sara Jespersen, der er fysioterapeut på Hvidovre Hospital.
Fysioterapeuterne har skulle håndtere uvante og hårde følelsesmæssige episoder, hvor patienter beder dem om at forholde sig til, om de vil overleve sygdommen. Så vi blev nødt til at gøre noget
Hun har speciale i lungetræning og er derfor vant til at arbejde med døende, men hun forklarer, at patienter, der er alvorligt syge med covid-19 adskiller sig meget fra det, hun er vant til:
- De patienter, jeg står med til hverdag, har været syge rigtig længe og ved, at de skal dø. Covid-patienter er blevet syge nu og her, og de har havde ikke regnet med, at de skulle dø indenfor få dage. Mange siger til os: 'Jeg vil ikke dø, hjælp mig.' De er ikke det samme sted, som de patienter, jeg står med normalt.
Hjælp til den svære samtale fra en præst
Fordi fysioterapeuterne i et helt andet omfang blev konfronteret med liv og død i deres arbejde, valgte Hvidovre Hospital altså under coronaens anden bølge i januar at skaffe sig hjælp fra en præst.
- En patient tager ens hånd og siger: "Tror du, at jeg kan klare det her?" Hvad skal man svare? Skal man tage håbet fra dem, eller skal man sige: "Jo, det tror jeg da"? spørger Susanne Lentz, der er afdelingsterapeut:
- Fysioterapeuterne har skulle håndtere uvante og hårde følelsesmæssige episoder, hvor patienter beder dem om at forholde sig til, om de vil overleve sygdommen. Så vi blev nødt til at gøre noget, så de kunne bearbejde oplevelserne og tackle situationen, forklarer hun videre.
Præsten tilbyder både samtaler en-til-en og i grupper, hvor fysioterapeuterne i små grupper taler om de oplevelser, der er hårde, og får vejledning i, hvordan man tager den svære samtale, når en patient er døende.
Sidstnævnte har både Sara Jespersen og Jacob Holmehave-Brandt benyttet sig af, og det har gjort en stor forskel for dem begge:
- Sidste gang talte vi med præsten om, hvad man kan svare, når patienten for eksempel spørger: "Skal jeg dø nu?", og om, hvordan vi kan skabe tryghed i sådan en situation. Det hjælper meget, for man kan godt blive usikker på, om man gør det rigtige, når patienterne dør, siger Sara Jespersen.
Men hjælpen fra præsten kan også gavne på sigt, når pandemien har sluppet sit tag, og fysioterapeuterne kan vende tilbage til deres normale arbejdsopgaver, mener de begge:
- Vi er selv blevet meget mere opmærksomme på, at vi har vores daglige gang på et akuthospital, hvor liv og død er en del af hverdagen. Vi er blevet bedre rustede til at få talt om tingene og er blevet præsenteret for de ting, der måtte være, hvis man er så uheldig at stå med en patient, der dør, siger Jacob Holmehave-Brandt.
